Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
04/11-10   -   Pressemeddelelse

Sundhedsbus skaber kontakt til borgerne

Sundhedsbus og kurser om kost og motion i Stevns har skabt kontakt til rygere, overvægtige og fysisk inaktive borgere. De har fået større viden om, hvordan de kan spise sundere og dyrke mere motion. Det viser en ny evaluering, som AKF, Anvendt KommunalForskning, har udført for Stevns Kommune.

Borgerne er blevet tilbudt rådgivning om rygestop, motion og sund kost fra et mobilt team af ernæringseksperter, sygeplejersker og fysioterapeuter. Borgerne har bl.a. kunnet møde teamet i en sundhedsbus, der holdt ved rådhuse og supermarkeder i kommunen.

Godt halvdelen af dem, der besøgte bussen eller deltog i kurser, siger, at de umiddelbart har fået noget ud af rådgivningen. De har fået større viden om, hvordan de kan leve sundere, er blevet opmærksomme på, at de selv har en usund livsstil eller er blevet motiveret til at leve sundere. Det viser en evaluering af projektet, som AKF har lavet.

- Det er rigtig positivt, at så mange er blevet mere opmærksomme på, hvordan de kan leve sundere. Opmærksomhed og motivation er nemlig første skridt på vejen til en decideret livsstilsændring, og det kan vi bruge i det fremadrettede, forebyggende arbejde, siger sundhedschef Aase Berthelin fra Stevns Kommune.

Det har også været en god idé, at placere sundhedsrådgivningen tæt på borgerne.

- Når borgerne støder på sundhedsbussen samtidig med, at de alligevel køber ind, er det nemt lige at smutte forbi og få en snak, siger docent Eigil Boll Hansen fra AKF, der har lavet evalueringen.

Kontakt med overvægtige og storrygere
Særligt bemærkelsesværdigt er det, at det i høj grad var rygere, overvægtige eller fysisk inaktive borgere, der besøgte sundhedsbussen. Det er også især dem, der siger, de har fået noget ud af rådgivningen. En fjerdedel af dem siger, at de har ændret livsstil umiddelbart efter mødet med sundhedsteamet og er begyndt at dyrke motion eller har ændret kostvaner.

Få ændrer livsstil på længere sigt
Det har dog været svært for borgerne at fastholde en sundere livsstil på længere sigt. ½ - 2½ år efter mødet med sundhedsteamet siger omkring 70 %, at deres livsstil er den samme som før mødet.

- Det vil være godt, hvis der i Stevns og andre kommuner er et tilbud, som følger op på de korte kurser, og som kan hjælpe borgerne til at fastholde en sund livsstil, anbefaler Eigil Boll Hansen.

Læs mere:
Undersøgelsen Sundhed til døren er lavet af Eigil Boll Hansen sammen med forskningsassistenterne Helle Bendix Lauritzen og Nichlas Permin Berger for Stevns Kommune.

Yderligere oplysninger:
Eigil Boll Hansen, docent i AKF, tlf.: 43 33 34 57, mobil: 29 82 87 72
Aase Berthelin, sundhedschef i Stevns Kommune, tlf.: 56 57 52 20

Relevant information

http://www.akf.dk


Pressekontakt


Firma

AKF - Anvendt KommunalForskning
Nyropsgade 37
1602 København V, Danmark

  4333 3459
  5050 9501

http://www.akf.dk

Modtag nyheder fra AKF - Anvendt KommunalForskning på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater