02/12-10
-
Pressemeddelelse
Flere socialt udsatte børn i Odense end i andre provinsbyer
Der er stor forskel på den sociale belastning i landets kommuner vurderet i forhold til udgifter til socialt udsatte børn og unge. Den sociale belastning i Odense er fx ca. 20 procent højere end landsgennemsnittet, viser en analyse fra AKF.
AKF, Anvendt KommunalForskning, har via en statistisk model anslået behovet for midler til socialt udsatte børn og unge i seks kommuner: København, Århus, Odense, Aalborg, Randers og Køge. Og det viser sig, at der er store forskelle. Odense har fx behov for ca. 20% flere midler pr. barn i kommunen end resten af landets kommuner i gennemsnit. Dermed ligger Odense på linje med København.
- Børn i familier præget af svag tilknytning til arbejdsmarkedet, manglende uddannelse, psykiske lidelser eller kriminalitet har større behov for støtte fra det offentlige. Det kan være i form af forebyggende foranstaltninger eller anbringelse uden for hjemmet. Vores analyse viser, at der er stor forskel på behovet for den slags tiltag fra kommune til kommune, ligesom der er store forskelle inden for den enkelte kommune, siger forskningsleder i AKF, Eskil Heinesen, som står bag analyserne.
Forskel på skoledistrikter
AKF's statistiske model for udgifter til udsatte børn og unge er baseret på data fra Københavns Kommune. De øvrige fem kommuner i undersøgelsen er så blevet sammenlignet med forholdene i København. Kortlægningen viser bl.a., hvilke skoledistrikter i de enkelte kommuner der især er socialt belastede.
- Vi kan kortlægge, hvilke bydele og skoledistrikter der er socialt belastede i den forstand, at der er behov for udgifter til anbringelser og forebyggende foranstaltninger. Det giver et overblik over den geografiske fordeling af sociale problemer, og det kan bruges til at sikre en mere fair fordeling af midlerne til de socialt belastede børnefamilier mellem forskellige dele af en kommune, siger forskningsleder Eskil Heinesen.
Forskel på kommuner
Analysen viser også, at de sociale forhold i Odense - ligesom i København - tilsiger et behov for cirka 20 procent flere midler pr. barn end landsgennemsnittet. Århus og Randers har behov for cirka 12-14 procent flere midler, mens Aalborg og Køge ligger tæt på landsgennemsnittet.
- Der er dog en vis usikkerhed forbundet med at sammenligne kommunernes sociale belastning med hinanden via denne model. Behovet for midler i andre kommuner end København er beregnet under forudsætning af, at de har samme praksis og udgiftsniveau med anbringelser og forebyggende foranstaltninger som København. Hvis fx taksten for en anbringelse er dyrere på institutioner i Aalborg end i København, kan beregningerne undervurdere behovet for udgifter i Aalborg i forhold til København, siger Eskil Heinesen.
Læs mere om de fem kommuner her:
Eskil Heinesen & Leif Husted: Socialt belastningsindeks vedrørende udgifter til
børn og unge med særlige behov.
Århus : http://www.akf.dk/udgivelser/container/2010/udgivelse_1126/
Odense : http://www.akf.dk/udgivelser/container/2010/udgivelse_1129/
Aalborg : http://www.akf.dk/udgivelser/container/2010/udgivelse_1127/
Randers : http://www.akf.dk/udgivelser/container/2010/udgivelse_1128/
Køge : http://www.akf.dk/udgivelser/container/2010/udgivelse_1130/
Yderligere oplysninger:
Eskil Heinesen, forskningsleder i AKF, tlf. 43 33 34 26, mobil: 23 29 27 11.
Relevant information
http://www.akf.dk
Firma
AKF - Anvendt KommunalForskning
Nyropsgade 37
1602 København V,
Danmark
4333 3459
5050 9501
http://www.akf.dk