Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/01-11   -   Pressemeddelelse

Tykke børns forældre undervurderer børnenes overvægt

Mange forældre til tykke børn kan ikke se, at deres børn er overvægtige. Også tykke mænd overser deres egen overvægt, viser ny forskning fra AKF. Målrettede kampagner kan måske hjælpe.

Cirka 15 procent af de danske børn mellem 4 og 18 år er overvægtige. Det svarer til, at der er tre-fire børn i hver skoleklasse med for mange kilo på sidebenene. Disse børn har øget risiko for at få sukkersyge og en række andre livsstilssygdomme. Men forældrene kan ikke altid se, at deres børn er for tykke. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra AKF, Anvendt KommunalForskning.

- Forældrene undervurderer ofte deres børns overvægt. Det er et problem, for det er jo typisk forældrene, der skal hjælpe børnene med at ændre livsstil, så de taber sig, siger forsker Vibeke Tornhøj Christensen, som står bag afhandlingen.

Overvægt går i arv
Undersøgelsen bygger på statistiske data fra spørgeskemaer, som er udsendt til 2.000 danske husstande. Her sammenlignes folks opfattelse af deres egen vægt med det, de faktisk vejer. Og det viser sig, at 55 procent af forældrene til overvægtige drenge svarer, at de ikke mener, at deres sønner vejer for meget. Tilsvarende siger 46 procent af forældrene til overvægtige piger, at de ikke mener, at deres døtre er overvægtige. Tallene i undersøgelsen viser også, at overvægt ofte går i arv og især er et problem i familier med få økonomiske og sociale ressourcer.

- Det vil sige, at når forældrene fx er lavtuddannede, og har en livsstil hvor sundhed og kropsdyrkelse ikke er i højsædet, er der større risiko for, at både de selv og deres børn er overvægtige. De opdager det bare ikke selv, siger Vibeke Tornhøj Christensen fra AKF.

Kampagner skal målrettes
Ofte virker sundhedskampagner bedst på de befolkningsgrupper, som i forvejen er bevidste om deres vægt og lever sundt. Det er sværere at få de grupper i tale, som reelt har et vægtproblem.

- Den måde, vi indretter kampagner på, rammer hovedsageligt dem, der godt ved det i forvejen. Vi skal finde ud af, hvordan vi rammer dem, der er overvægtige, men ikke selv ser, at de har et problem. I det her tilfælde er udfordringen at lave en kampagne, som er målrettet de overvægtige børn og ikke mindst deres forældre, siger Vibeke Tornhøj Christensen fra AKF.

Mænd undervurderer egen vægt
Antallet af mænd, der er for tykke, er steget kraftigt de senere år. I dag er to tredjedele af de 45-64-årige mænd overvægtige, og det samme gælder halvdelen af de 25-44-årige mænd. Men de overvægtige mænd synes ikke altid selv, at de er for tykke, viser afhandlingen. Til gengæld synes de oftere, at kvinder er for tykke - også selv om det ikke er rigtigt. Tallene viser, at kvinderne også selv overvurderer deres vægt og ser sig selv som tykkere, end de er.

- Mænds kropsideal handler om, at det er maskulint at være stor. Så de ser ikke noget problem i at være brede over ryggen eller have en stor mave. Kvinder har et andet kropsideal, som går ud på, at det er feminint at være lille og tynd og spinkel. Og det er åbenbart et kropsideal, som både mænd og kvinder har på kvinders vegne, siger Vibeke Tornhøj Christensen.

Der er færre kvinder end mænd, der er overvægtige, men også her er antallet stigende. En tredjedel af de 25-44-årige kvinder er overvægtige, og næsten halvdelen af de 45-64-årige kvinder vejer for meget.

Læs mere:
Vibeke Tornhøj Christensen (2010): Weight, Class and Gender. A Sociological Analysis of Weight and weight Perception using Bourdieu's Concept of Lifestyle and Micro-econometric Methods. Sociologisk

Institut, Københavns Universitet:
http://www.akf.dk/udgivelser/container/2010/udgivelse_1171/

Relevant information

http://www.akf.dk


Pressekontakt


Firma

AKF - Anvendt KommunalForskning
Nyropsgade 37
1602 København V, Danmark

  4333 3459
  5050 9501

http://www.akf.dk

Modtag nyheder fra AKF - Anvendt KommunalForskning på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater