03/03-11
-
Pressemeddelelse
Økologiske varer boomer trods finanskrise
Danskerne køber økologiske fødevarer som aldrig før. De senere års finanskrise har ikke fået os til at spare på økologien, viser en ny undersøgelse.
Økologiske æg, gulerødder og hakkebøffer er ikke blevet sparet væk fra danskernes husholdningsbudgetter under finanskrisen. Hver eneste dansker køber i gennemsnit økologiske fødevarer for 600 kroner om året. Det er mere end nogensinde før, og i Europa er det kun Schweiz, der er oppe på samme niveau. I andre europæiske lande har forbrugerne købt færre varer under finanskrisen, men det er altså ikke sket i Danmark, viser en ny undersøgelse, som AKF, Anvendt KommunalForskning, har været med til at lave.
- Danskernes økologiske forbrug lader sig tilsyneladende ikke påvirke af de økonomiske udsving i samfundet. Det skyldes bl.a., at vi har en stærk statslig støtte til produktion og en bred distribution af økologiske fødevarer. Og så har vi jo det statskontrollerede røde Ø-mærke, som er en stor succes, siger programleder Ulf Hjelmar.
Økologi er blevet allemandseje
I dag er det typisk helt almindelige forbrugere med fokus på madens pris og kvalitet, der putter økologiske varer i indkøbskurven.
- At købe økologiske varer er blevet mainstream. I 1990'erne var det nicheprodukter, som blev købt af en lille skare særlige forbrugere. I dag køber enhver hr. og fru Danmark økolo-gisk mælk og havregryn i Netto, siger programleder i AKF, Ulf Hjelmar, som er en af forskerne bag undersøgelsen.
Nemt og rimelig billigt
Undersøgelsen, som er blevet til i et samarbejde med Københavns Universitet og Aarhus Universitet, viser, at det er en lang række komplekse hensyn, der afgør, om en forbruger ender med at putte en økologisk vare i indkøbskurven eller ej. Nøgleordene er tilgængelighed, synlighed og pris.
- De økologiske varer skal stå på hylderne i det lokale supermarked side om side med ikke-økologiske varer, så de er lette at få øje på og få fat i. De skal ikke være gemt væk på særlige hylder eller i specialbutikker. Og så skal de være rimelige i pris. Folk er villige til at betale 15-20 procent mere for, at en vare er økologisk. Hvis prisforskellen bliver større end det, står folk af, siger Ulf Hjelmar fra AKF.
Undersøgelsen er en del af et større forskningsprojekt om økologiske fødevarer, og den er netop blevet offentliggjort i bogen "Økologiske fødevarer - hvor bevæger forbrugeren sig hen?".
Yderligere oplysninger:
Ulf Hjelmar, programleder i Anvendt KommunalForskning, tlf. 43 33 34 53, mobil 2794 6913
Læs mere:
Rapporten " Økologiske fødevarer - hvor bevæger forbrugeren sig hen?" kan downloades på www.bioethics.life.ku.dk
Relevant information
http://www.akf.dk
Firma
AKF - Anvendt KommunalForskning
Nyropsgade 37
1602 København V,
Danmark
4333 3459
5050 9501
http://www.akf.dk