09/03-11
-
Pressemeddelelse
Svært at hjælpe indsatte ud af kriminalitet
Undervisning i god opførsel skal hjælpe fængslede ud af kriminalitet. Kurserne i de danske fængsler er et godt skridt på vejen, men der er mange udfordringer, viser en evaluering.
Lær at tro på dig selv og at løse konflikter med din sagsbehandler uden at bruge trusler eller vold. Det er et tilbud til alle indsatte i de danske fængsler. Programmet skal hjælpe de indsatte med at fravælge kriminaliteten, når de bliver løsladt.
En evaluering, som en forsker fra AKF har været med til at lave, viser, at kurserne har et ambitiøst indhold, og deltagerne er tilfredse. Men kurserne er ingen mirakelløsning, for det er en meget vanskelig opgave at få indsatte ud af kriminalitet.
- Individets egne kompetencer er oppe mod nogle stærke sociale sammenhænge, der spiller en meget stor rolle for den enkelte, siger Nichlas Permin Berger, forskningsassistent i AKF, Anvendt KommunalForskning. Han har lavet evalueringen, som er en del af et speciale, sammen med cand.scient.soc. Jacob Brauner.
Det sociale netværk er ofte kriminelt
Teorien bag programmet er, at hvis de kriminelle får bedre sociale kompetencer og bedre selvforståelse, har de større muligheder for et liv uden kriminalitet.
- Dette er helt afgjort centrale forudsætninger for et liv uden kriminalitet, men en række meget stærke sociale faktorer spiller også ind. For mange er det største problem, at deres sociale netværk også er kriminelt. De oplever ikke det at komme ud af kriminalitet som en reel mulighed, fordi det betyder, at de mister deres netværk. Den problematik løser man næppe alene ved at lære dem sociale færdigheder, siger Nichlas Permin Berger.
Han mener, at man måske kunne adressere disse forhold mere målrettet i kurserne ved at lære de indsatte, hvad deres sociale relationer betyder for deres kriminalitet, og hvordan man kan etablere andre bekendtskaber end kriminelle.
Fakta om Det Kognitive Færdighedsprogram
- Det Kognitive Færdighedsprogram har kørt i fængslerne siden 1994
- Cirka 200 indsatte deltager hvert år
- Programmet skal bl.a. arbejde med de kriminelles opfattelse af sig selv og deres relationer til andre mennesker, lære de indsatte basale sociale færdigheder, konfliktløsning og empati
- Ideen bag er, at når man kan se mere hensigtsmæssige måder at handle på, vil man vælge dem frem for kriminalitet
Yderligere oplysninger:
Nichlas Permin Berger, forskningsassistent, Anvendt KommunalForskning, tlf.: 43 33 34 77
Læs mere:
Berger, Nichlas Permin og Brauner, Jacob (2009):
Evaluering af det Kognitive Færdighedspro-gram - en analyse af kausal effekt og underliggende sociale mekanismer. Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
Relevant information
http://www.akf.dk
Firma
AKF - Anvendt KommunalForskning
Nyropsgade 37
1602 København V,
Danmark
4333 3459
5050 9501
http://www.akf.dk