12/03-13
-
Pressemeddelelse
Vognmand Alex Andersen opkøber Midtfyns Godstransport A/S
Midtfyns Godstransport A/S ejes ligeligt af Danske Fragtmænd Transport A/S og holdingselskabet Moan, ejet af Morten Jensen og Anders Jensen.
Alex Andersen, Ølund A/S overtager alle selskabets aktiviteter, som primært er transport af frugt og grønt i lukkede kølebiler i Danmark, samt de nuværende 37 medarbejdere.
"Vi har valgt at købe Midtfyns Godstransport A/S, da vi forventer at kunne udnytte vores vognpark bedre og opnå synergieffekt ved at bruge samme type af biler til transport af blomster og frugt," siger administrerende direktør Ib Andersen.
Blomster og frugt har højsæson på forskudte tidspunkter, og det forventer Alex Andersen, Ølund A/S at få gavn af.
"Vi har én højsæson med blomsterne her i foråret, mens højsæsonen for frugt kommer lidt senere. Ved at udvide vores aktiviteter kan vi udnytte vores biler og personale bedre," påpeger Ib Andersen, der glæder sig til at byde de 37 nye medarbejdere velkommen.
Direktør i Midtfyns Godstransport A/S, Morten Jensen, overgår til en stilling som salgschef i et nyt selskab hos Alex Andersen, Ølund A/S. Det nye selskab hedder Alex Andersen Frugt & Grønt A/S. Direktør for Alex Andersen Frugt og Grønt A/S bliver Jan Andersen, der er medejer af Alex Andersen, Ølund A/S og afdelingschef i Odense. Anders Jensen bliver kørselschef i Alex Andersen Frugt & Grønt A/S.
Fakta:
Alex Andersen, Ølund A/S er markedsførende i Danmark inden for transport af blomster fra gartnere til grossister og detailhandel. Koncernen har før opkøbet af Midtfyns Godstransport A/S 180 lastbiler og 412 ansatte.
Alex Andersen, Ølund A/S har selskaber i Sverige, Holland, Luxembourg og Norge. I Danmark er der afdelinger i Tilst, Greve, Stige og hovedkontor i Odense. Firmaet er ejet af Ib Andersen, Tommy Andersen og Jan Andersen.
Kontakt for yderligere info:
Direktør Jan Andersen, mobil: 2522 9034,
eller
Adm. dir. Ib Andersen, mobil: 2522 9000.
Relevant information
http://www.alex-andersen.dk