10/01-12
-
Pressemeddelelse
Aller Media opretter eventafdeling
Mediekoncernen vil opdyrke nyt forretningsområde inden for events og sponsorsalg og opretter selvstændig eventafdeling med fem medarbejdere.
København, den 9. januar 2012 - Aller Media har så stor succes med at afholde og arrangere events, at mediehuset nu opretter en selvstændig eventafdeling. Det fem mand store team skal stå for projektledelse og afvikling af et voksende antal events for Allers egne brands og salg af events og sponsoraftaler til samarbejdspartnere og kunder.
"Det nye domicil på Havneholmen har givet os nogle fantastiske rammer til at afholde events, hvilket er blevet udnyttet i stor stil af vores egne brands og en række annoncører. Efterspørgslen efter events er nu så anselig, at vi har set fordele i at nedsætte et dedikeret event-team, der både kan hjælpe in-house, men også kan stå for afviklingen af events for eksterne samarbejdspartnere. Dertil har vi haft stor succes med, at indgå aftaler direkte med sponsorer på udvalgte events," fortæller Ene Charlotte Krog, annoncedirektør Aller Media.
Events har tidligere været afholdt i samarbejde med de enkelte redaktioner og Allers kommercielle afdelinger, men med oprettelsen af en selvstændig afdeling, bliver der åbnet op for et mere målrettet salg af events og sponsorater til eksterne kunder.
"Vi har igennem mange år opsamlet stor erfaring i huset med at afholde events. Ved at samle kompetencerne et sted, har vi skabt et attraktivt produkt til vores kunder - uanset om man vil være sponsor eller lave sin egen event. Som medievirksomhed har vi desuden en unik mulighed for at lave mediesamarbejde mellem en ekstern partner og et af vores brands," fortæller Ene Charlotte Krog.
Aller-huset kan rumme op til 600 siddende gæster. Det store atrium giver meget fleksible rammer mht. lyd, lys, scene og catering. I 2011 blev Danmarks næste Topmodel, Hjertegalla og modeshows fra modeugen bl.a. afholdt i Allers domicil.
For yderligere information kontakt venligst
Ene Charlotte Krog
Annoncedirektør
Aller Media A/S
E-mail: enecharlotte.krog@aller.dk
Mobil: +45 24 82 08 32
Om Aller Media A/S
Aller Media A/S er den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Norden med et samlet ugentligt oplag på omkring 3,2 mio. eksemplarer, og hver uge læser mere end 2 mio. danskere et af Allers mere end 20 blade og magasiner i Danmark. Allers markedsandel på ugeblade er 73 pct. og 24 pct. på magasiner. Sideløbende med blad- og magasinproduktion bevæger Aller Media sig over på nye medieplatforme for blandt andet at møde læserne på nettet og mobilen. Aller har ca. 564 ansatte i Danmark. For yderligere information se www.aller.dk
Relevant information
http://www.aller.dk