20/04-11
-
Pressemeddelelse
Vi gør udsynet en hel del grønnere
Altan-alferne er et nyt bygartnerfirma, der lever og ånder for storbyens små oaser - lige fra potteplanter til parker. Vi indretter, planter og vedligeholder alt det grønne på altaner, terrasser og i småhaver. Ja, selv mindre anlægs- og vedligeholdelsesopgaver for eksempelvis andelsforeninger kaster vi os med glæde over.
Vores mission er at skabe trivsel overalt, hvor der er en altan eller en lille plet jord i storbyen. Det overordnede mål er at forbedre hovedstadens biotop for fugle, blomsterbestøvende insekter og i sidste ende byens borgere.
Der bliver opsat hundredvis af altaner i hovedstaden, men ofte bliver de brugt til opmagasinering og sporadisk beplantning i stedet for at blive inddraget som lejlighedens ekstra rum. Det grønne rum med uendelig højt til loftet. Vi vil forsøge at åbne københavnernes øjne for alle de muligheder, der er for at skabe grønt liv på stenbroen. Vi vil gøre folks altaner til små, hyggelige urbane nyttehaver med blomster, buske og frugttræer. Og vi vil skabe levende, grønne refugier i folks nærmiljø.
Vores firmanavn er udsprunget af en ukompliceret og legende tilgang til naturen i byen. Vi vil være den grønneste giraf i asfaltjunglen og sælge genuin omtænksomhed til kunderne. Vores forretningsmodel er funderet i "det ubetinget gode", og vores succeskriterium er uløseligt knyttet til hovedstadens forgrønnelse. På kort og især på lang sigt.
Fotos taget af fotograf Martin Stampe kan downloades til fri afbenyttelse og beskæring på følgende webadresse: http://altan-alferne.dk/index.php?option=com_rokdownloads&view=folder&Itemid=8&id=11:presse-billeder
Relevant information
http://www.altan-alferne.dk