10/03-10
-
Pressemeddelelse
Lang vej til retfærdighed for voldtægtsofre
Danmarks straffelov er utidssvarende, når det gælder sædelighedsforbrydelser, og mange voldtægtsofre får ikke den fornødne beskyttelse og oprejsning i retssystemet. Diskrimination og fordomme om ofrenes seksuelle opførsel betyder, at mange kvinder vælger at skjule skammen frem for at anmelde seksualforbrydelserne. Det fastslår Amnesty International i en ny rapport, der i anledning af kvindernes internationale kampdag sætter fokus på den lange vej til retfærdighed for voldtægtsofre i de nordiske lande.
I Danmark er strafferammen for at voldtage en beruset eller forsvarsløs kvinde kun halvt så høj som ved en almindelig voldtægt. Hvis gerningsmanden kender offeret i forvejen, bliver straffen mildere, end når gerningsmanden er en fremmed. Og hvis gerningsmanden gifter sig med - eller er gift med - sit offer, kan han helt slippe for straf. Dermed signalerer lovgivningen, at der er forskel i strafniveauet for forskellige typer af voldtægt, og det er ikke rimeligt, mener Amnesty International.
"Vi mener ikke, at der skal være forskel i strafniveauet for de forskellige kategorier af voldtægt. Straffen skal fastsættes ud fra, hvor grov voldtægten er, og ikke ud fra om gerningsmand og offer kender hinanden i forvejen, eller om offeret er beruset eller på anden måde ude af stand til at forsvare sig", siger Stinne Lyager Bech, der er medforfatter til rapporten "Case Closed - Rape and Human Rights in the Nordic Countries", som bliver offentliggjort på kvindernes internationale kampdag den 8. marts.
Rapporten er netop blevet præsenteret på FN-konferencen UN Commission on the Status of Women i New York, og den dokumenterer, at ofre for voldtægter og andre seksuelle forbrydelser i mange tilfælde har meget svært ved at opnå retfærdighed ved domstolene. Årsagerne er ofte diskrimination og fordomme om ofrenes seksuelle opførsel. Eksempelvis bliver mange kvinder mødt med negative eller afvisende svar, når de anmelder en sag til politiet, og andelen af anmeldte voldtægtssager, der fører til domfældelse, er blandt de laveste indenfor samtlige forbrydelser.
Rapporten peger på, at voldtægtssager, hvor der ikke er fysiske tegn på et voldeligt overgreb, sjældent tages alvorligt, og den lange vej til retfærdighed får mange voldtægtsofre til at skjule skammen og undlade at anmelde overgrebene.
"En kvinde, der overlever en voldtægt uden tydelige fysiske skader, bliver ofte stigmatiseret og holdt ansvarlig for den forbrydelse, der blev begået imod hende, mens gerningsmanden ofte slipper med begrænset eller slet ingen sociale eller juridiske sanktioner", siger Widney Brown, der er leder af Amnesty Internationals policyafdeling i London.
"Både i rige og fattige lande gælder det, at kvinder, som bliver voldtaget eller misbrugt, har meget små chancer for at se gerningsmændene stillet til ansvar. Det er chokerende, at vi i det 21. århundrede - med al den lovgivning, som skal sikre kvinders ligestilling - stadig oplever, at praktisk talt alle regeringer fejler, både når det gælder beskyttelsen af kvinder, og når gerningsmændene skal stå til regnskab for deres forbrydelser", siger Widney Brown.
På opfordring fra tidligere justitsminister Brian Mikkelsen er Straffelovrådet i gang med at gennemgå straffelovens bestemmelser om seksuelle forbrydelser, og rådet skal komme med anbefalinger til eventuelle ændringer.
Læs Amnestys høringssvar over udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (strafudmålingen i voldtægtssager) (PDF)
Yderligere information
Kontakt venligst pressechef Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84
Relevant information
http://www.amnesty.dk
Firma
Amnesty International
Gammeltorv 8, 5 sal
1457 København K ,
Danmark
33 45 65 55
26 83 81 84
http://www.amnesty.dk