07/01-11
-
Pressemeddelelse
Haitis kvinder lever i frygt for voldtægt
Et år efter jordskælvet i Haiti er risikoen for voldtægt og overgreb større end nogensinde for Haitis piger og kvinder. Særligt udsatte er de mange kvinder, der bor i midlertidige teltlejre, der blev rejst efter jordskælvet. Amnesty stiller skarpt på problemet i en barsk ny rapport, der bygger på interviews med mere end 50 voldtægtsofre
Et år efter jordskælvet i Haiti, hvor ca. 230.000 mennesker mistede livet og 300.000 blev kvæstet, lever mere end en million mennesker stadig under kummerlige forhold i teltlejre i hovedstaden Port-au-Prince og i det sydlige Haiti. Her er kvinder og piger i særlig risiko for at blive overfaldet af bevæbnede bander, der hærger lejrene, og antallet af voldtægter og overgreb er stigende. Lejrenes tynde telte kan ikke beskytte kvinderne mod overfaldsmænd og da jordskælvet efterlod både politistationer og domhuse i ruiner, har kvinderne svært ved at anmelde voldtægterne. De, der alligevel forsøger, mødes af ligegyldighed fra politiets side.
"Haitis retssystem var i forvejen skrøbeligt, men siden jordskælvet og oprettelsen af de midlertidige lejre er det brudt helt sammen. Lejrens kvinder og piger kan ikke vide sig sikre. De føler sig svigtede og sårbare over for overgreb. Bevæbnede grupper kan agere frit fordi de ved, at der er lille risiko for, at de bliver stillet til ansvar for deres overgreb," siger Gerado Ducos, der er Amnesty Internationals Haiti-researcher.
Amnestys rapport bygger på mere end 50 interviews med kvinder og piger, der er blevet udsat for voldtægt det seneste år.
"Guerline mistede både sin mand og sit hjem under jordskælvet, og bor nu med tre af sine børn i en lejr i Port-au-Prince. De har levet i frygt siden hun og hendes 13-årige datter blev voldtaget af fire mænd: "De sagde til mig, at hvis jeg talte om det, ville de slå mig ihjel. De sagde, at hvis jeg gik til politiet, ville de skyde mig." Guerline turde hverken gå til politiet eller hospitalet. Hun sendte sin datter til en anden by for at bo med nogle slægtninge, men selv er hun fanget i lejren med sine tre andre børn. Hun fortæller Amnesty International, at de ikke kan sove om natten på grund af vedvarende skyderier og optøjer, og at politiet aldrig er at finde i lejren." (fra Amnestys rapport "˜Aftershocks: Women speak out against sexual violence in Haiti's camps')
Amnesty opfordrer den nye regering i Haiti til øjeblikkeligt at gøre mere for at beskytte kvinder og piger mod voldtægt. Det betyder, at sikkerheden i lejrene skal forbedres og at regeringen bør sikre, at politiet har mulighed for at reagere effektivt på anmeldelser, så overgrebsmændene stilles til ansvar.
"Marie, som mistede sin mand under jordskælvet, boede med sin otte-årige datter i deres hjemmebyggede skur i Place Pétion, få meter fra Port-au-Prince's hovedpolitistation, da hun blev overfaldet: "De trængte ind i mit skur og gav mig og min veninde bind for øjnene...
Min datter begyndte at græde, og de sparkede hende. Min nevø begyndte at græde, og de slog også ham. De skar mig med en kniv. Der var fem mænd, tre af dem voldtog mig." Marie forklarer videre, at hun ikke har penge til at gå til lægen, og at hun gerne ville gå til politiet, hvis de lyttede - men det gør de ikke. Hun bor stadig i Place Pétion."(fra Amnestys rapport "˜Aftershocks: Women speak out against sexual violence in Haiti's camps')
Relevant information
http://www.amnesty.dk
Firma
Amnesty International
Gammeltorv 8, 5 sal
1457 København K ,
Danmark
33 45 65 55
26 83 81 84
http://www.amnesty.dk