Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
12/01-11   -   Pressemeddelelse

Guantánamo - ni år uden retfærdighed

For ni år siden - den 11. januar 2002 - ankom de første fanger til den amerikanske Guantánamo-lejr på Cuba. Trods præsident Obamas ordre om at lukke lejren, er 173 mennesker stadig tilbageholdt på ubestemt tid. Mange er renset for mistanke, men kan ikke vende hjem af frygt for forfølgelse. 12 europæiske lande har taget imod Guantánamo-fanger, men Danmark forsømmer at bidrage til at rydde op efter krigen mod terror.

Størstedelen af fangerne i Guantánamo-lejren har tilbragt mindst otte år i fangenskab uden anklage eller retssag, og selv om den særlige Guantánamo Review Task Force sidste år anbefalede, at halvdelen af fangerne skulle løslades og overføres til andre lande, så er det endnu ikke sket. Denne store gruppe fanger er renset for mistanke om terrorvirksomhed, men er havnet i et politisk vakuum, hvor fangernes hjemlande enten ikke vil tage imod dem, eller hvor de er i overhængende risiko for forfølgelse og overgreb, hvis de vender hjem.

"Præsident Obama har erklæret, at Guantánamos eksistens gør det let for terrororganisationer at rekruttere nye medlemmer. Det skyldes, at lejren har været hjemsted for tortur og mishandling, og den rummer mennesker, der er havnet i lejren ved en fejl og har været afskåret fra deres familier i op til ni år. De er ikke sigtet for noget kriminelt og kan løslades, men de kan ikke vende hjem af frygt for overgreb og forfølgelse. Trods gentagne opfordringer fra USA til den danske regering om at tage imod nogle fanger, har Danmark hver gang svaret nej. Vi håber, at de danske politikere nu vil tage initiativ til at hjælpe disse mennesker", siger Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty International.

På 9-årsdagen for de første fangers ankomst til Guantánamo har Amnesty International derfor skrevet til statsminister Lars Løkke Rasmussen og oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt og opfordret dem til at bidrage til lukningen af Guantánamo ved at lade Danmark tage imod en lille gruppe af de fanger, der er renset for mistanke. Amnesty International vurderer, at 20 af fangerne skal have international beskyttelse, når de forlader Guantánamo. Det gælder fanger fra Kina (uighurere), Libyen, Rusland, Syrien, Tadsjikistan, Tunesien samt palæstinensere fra de besatte områder. I de forløbne år har 32 andre fanger fået beskyttelse i en række europæiske lande - deriblandt Albanien, Belgien, Bulgarien, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Irland, Letland, Portugal, Slovakiet, Spanien og Schweiz.

Af de resterende fanger har Guantánamo Review Task Force anbefalet at retsforfølge de 36, mens 48 fanger fortsat skal tilbageholdes. Men senest har et flertal i det amerikanske senat vedtaget en tilføjelse til den amerikanske finanslov, som gør det umuligt at overføre Guantánamo-fanger til retsforfølgelse i USA. Dermed er det mere vanskeligt end nogensinde for præsident Obama at overholde sit løfte om at nedlægge fangelejren. Guantánamo står stadig som symbolet på, at USA i den såkaldte krig mod terror har brudt grundlæggende retsprincipper, overtrådt det totale forbud mod tortur og udsat fangerne for umenneskelig og nedværdigende behandling.

"Så længe der er fanger på Guantánamo, så længe sker der menneskerettighedskrænkelser. Fangerne nægtes retten til en retfærdig rettergang eller løsladelse, og de er tilbageholdt på ubestemt tid. Danmark har desværre forsømt sine muligheder for at bidrage til at rette op på nogle af de problemer, der er afledt af terrorbekæmpelsen. Regeringen har afvist at tage imod fanger og har gjort krumspring for at undgå at foretage en uvildig undersøgelse af de hemmelige fangetransporter af terrormistænkte. Amnesty opfordrer de politiske ledere i Danmark til at gøre op med denne passivitet og i stedet aktivt søge at sikre retfærdighed for ofrene for menneskerettighedskrænkelserne", siger Lars Normann Jørgensen.

Den danske regering har et alvorligt forklaringsproblem, efter at dokumenter fra Wikileaks har afsløret et muligt dobbeltspil i sagen om de ulovlige CIA-fangetransporter på dansk grund. Det mener Amnesty International på baggrund af en række indberetninger fra den amerikanske ambassade i København, der tyder på, at den danske regering ikke ønskede at stille USA kritiske spørgsmål om CIA-flyvningerne, selv om den officielt foregav at afkræve klar svar og gav løfter om det til Folketinget.

Amnesty International har i årevis jagtet sandheden om de ulovlige fangetransporter og udgivet flere rapporter om renditions, og på baggrund af de nye afsløringer opfordrer organisationen igen til at gennemføre en uvildig undersøgelse. Så sent som den 15. november skrev Amnesty til udenrigsminister Lene Espersen med en opfordring til at "nedsætte en undersøgelseskommission med deltagelse af uafhængige efterforskere og eksperter for at foretage en uddybende og uvildig undersøgelse af anklager om, at dansk territorium har været anvendt eller overfløjet i forbindelse med CIA's fangeprogram. Ministeren svarede den 20. december og afviste "behovet for en yderligere undersøgelse af sagskomplekset" om de hemmelige CIA-overflyvninger.

"Sagen sår tvivl om oprigtigheden af den kritik, som regeringen har fremført af USA's metoder i krigen mod terror, og den viser, hvor vigtigt det er, at Folketinget gennemfører uvildige undersøgelser i så belastende sager. Vi kan ikke have tillid til, at regeringen undersøger sig selv, som det er sket her og i sagen om udlevering af fanger i Afghanistan, og som det er tilfældet med den igangværende undersøgelse af Wikileaks og krigen i Irak", siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.

"Danmark har pligt til at gøre alt for at få sandheden frem i en så alvorlig sag om mulige menneskerettighedskrænkelser, hvor terrormistænkte blev overført til fremmede landes efterretningstjenester og udsat for hårdhændede forhør, mishandling og tortur. Amnesty International står fast på kravet om, at en uvildig undersøgelse under vidneansvar skal kortlægge omfanget af og kendskabet til fangetransporter på dansk territorium", siger Lars Normann Jørgensen.

Relevant information

http://www.amnesty.dk


Pressekontakt


Firma

Amnesty International
Gammeltorv 8, 5 sal
1457 København K , Danmark

  33 45 65 55
  26 83 81 84

http://www.amnesty.dk

Modtag nyheder fra Amnesty International på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater