03/03-11
-
Pressemeddelelse
Afghansk fange formentlig udsat for tortur
Amnestys danske lægegruppe har undersøgt den afghanske fange, der har anlagt sag mod forsvarsministeriet. Lægerne konkluderer, at hans forklaring om mishandling i amerikansk varetægt stemmer overens med de psykiske symptomer, han udviser.
Den afghanske fange, Ghousoullah Tarin, der har anlagt erstatningssag mod Danmark, fordi han i 2002 blev udleveret til amerikanske styrker i Afghanistan, udviser alle tegn på, at han har været udsat for tortur eller mishandling. Det fastslår Amnesty Internationals danske lægegruppe, der undersøgte fangen umiddelbart efter hans ankomst til Danmark den 23. januar for at deltage i retssagen i Østre Landsret, hvor han har Tyge Trier som advokat.
"Undersøgelsen og Tarins egne forklaringer efterlader ingen tvivl: Det virker absolut troværdigt, at Tarin har været udsat for tortur", siger læge Claes Kjær, der er medlem af Amnestys lægegruppe.
Tarin kræver en erstatning på 50.000 kroner, efter at danske soldater udleverede ham til den amerikanske fangelejr Kandahar Detention Center, hvor han hævder, at han blev udsat for slag, spark, blev kronraget, afklædt og fik barberet skægget af. Lægerapporten fastslår, at Tarin har alle de langtidsvirkende symptomer som søvnbesvær, mareridt, koncentrationsproblemer, flashbacks, tristhed og vredesudbrud, der gør ham til et troværdigt torturoffer.
"Det vurderes at der er god overensstemmelse med den beskrevne tortur og nedværdigende behandling, Ghousoullah Tarin har været ude for, og de psykiske symptomer han præsterer i dag, står der i rapporten.
Kammeradvokat Peter Biering, som er statens advokat i erstatningssagen, har under retssagen stillet spørgsmålstegn ved, om Tarin blev udsat for tortur, og om han overhovedet er den, han udgiver sig for at være. Læge Claes Kjær er ikke i tvivl om, at Ghousoullah Tarin bærer præg af voldsomt traumatiserende oplevelser. Amnestys lægegruppe bruger det internationalt anerkendte spørgeskema Harvard Trauma Questionnaire (HTQ) til at afdække de psykiske torturfølger. Tarin scorede et gennemsnit på 3,3 point ud af fire mulige. Har man over 2,3 point, får man diagnosen Post Traumatisk Stress Disorder (PTSD).
Der falder dom i sagen den 26. april.
Relevant information
http://www.amnesty.dk
Firma
Amnesty International
Gammeltorv 8, 5 sal
1457 København K ,
Danmark
33 45 65 55
26 83 81 84
http://www.amnesty.dk