Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
24/03-11   -   Pressemeddelelse

Organisationer: Stop fængsling af sårbare asylansøgere

Integrationsministeren er kaldt i samråd tirsdag for at forklare, hvorfor asylansøgere med psykiske lidelser samt torturofre og handlede kvinder fængsles på ubestemt tid i Ellebæk. Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors opfordrer Søren Pind til at sikre, at Danmark ikke sætter sårbare grupper i fængsel, og at frihedsberøvelse af asylansøgere kun sker i helt ekstraordinære situationer.

Integrationsminister Søren Pind bør omgående tage skridt til at sikre, at asylansøgere med psykiske lidelser samt torturofre og handlede kvinder ikke frihedsberøves i Kriminalforsorgens institution Ellebæk. Det mener Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors, der opfordrer til, at afviste asylansøgere kun frihedsberøves i helt ekstraordinære situationer, og at de som udgangspunkt opholder sig i åbne asylcentre.

Integrationsministeren skal tirsdag redegøre for forholdene i Ellebæk i et åbent samråd, efter at Amnesty Internationals medlemsblad i februar afslørede, at de danske myndigheder rutinemæssigt frihedsberøver sårbare grupper. Det kan være i strid med en Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, som forbyder umenneskelig og nedværdigende behandling. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række domme kritiseret lande for at fængsle sårbare grupper blandt asylansøgere med henvisning til artikel 3 og 5.

Frihedsberøvelsen sker, når udlændingemyndigheder og politi vurderer, at der er fare for, at asylansøgerne går under jorden, mens deres sager behandles, eller de skal udvises. Amnesty har dokumenteret, at retssystemet kun i yderst sjældne tilfælde følger lovens krav om at anvende mindre indgribende foranstaltninger end frihedsberøvelse - herunder meldepligt til politiet.

"Det er dybt kritisabelt, at de danske myndigheder frihedsberøver psykisk syge, torturofre og handlede kvinder, som aldrig bør havne i fængsel. Som udgangspunkt skal man være utrolig varsom med at frihedsberøve asylansøgere, der i forvejen befinder sig i en meget udsat position. Derfor bør politikerne indskærpe udlændingelovens bestemmelser om, at man skal anvende de mindst indgribende foranstaltninger overfor asylansøgere", siger Lars Normann Jørgensen, der er generalsekretær i Amnesty International.

En af sagerne handler om en iransk mand, som havde så alvorlige psykiske lidelser, at han blev henvist fra et asylcenter i Jylland til asylcenter Kongelunden, som er et omsorgscenter for asylansøgere med psykiske og fysiske problemer. Manden hørte stemmer, skar i sig selv og skrev med sit blod på væggene. Men på trods af advarsler fra Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp blev manden dagen efter sin ankomst til Kongelunden afhentet af politiet og fængslet i Ellebæk. Efterfølgende har han fået en diagnose som psykotisk med begyndende skizofreni.

"Det giver ikke mening. Asylansøgeren kommer til Kongelunden, fordi han tydeligvis er psykisk meget dårlig og skal have en diagnose på, hvad han fejler. Så bliver han sat i fængsel dagen efter, han ankommer. Det ser ud til, at man frihedsberøver meget mere end nødvendigt, og at man frihedsberøver sårbare personer, der ikke burde sidde i fængsel", siger Andreas Kamm, der er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Blandt de indsatte i Ellebæk er der eksempler på asylansøgere, der sidder fængslet i op til to år uden at have begået noget kriminelt. Fængslingerne forlænges hver fjerde uge i retten i Hillerød. AMNESTY har overværet 50 sager i Hillerød i efteråret 2010. I samtlige sager valgte dommeren at følge politiets anbefaling om fortsat frihedsberøvelse. Det sker, selv om myndighederne ifølge loven altid skal overveje de mindst indgribende foranstaltninger overfor asylansøgerne. Flere erfarne advokater og ansatte i Ellebæk mener, at retssagerne foregår på samlebånd og ikke inddrager den enkelte asylansøgers personlige forhold. Dansk Røde Kors har flere eksempler på, at asylansøgere med psykiske lidelser er blevet fængslet i Ellebæk.

"Vi må understrege, at når en asylansøger får plads på asylcenter Kongelunden, er det fordi vedkommende er meget sårbar og udsat og har brug for ekstra omsorg og lægelig opmærksomhed. Vi vil derfor anbefale, at beboere på asylcenter Kongelunden ikke frihedsberøves", siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Dansk Røde Kors.

De tidsubestemte frihedsberøvelser har tidligere fået kritik fra FN's torturrapportør, Manfred Nowak, der mener, at det kan udgøre umenneskelig eller nedværdigende behandling, når man ikke kender varigheden af sin fængsling.

Relevant information

http://www.amnesty.dk


Pressekontakt


Firma

Amnesty International
Gammeltorv 8, 5 sal
1457 København K , Danmark

  33 45 65 55
  26 83 81 84

http://www.amnesty.dk

Modtag nyheder fra Amnesty International på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater