Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/03-11   -   Pressemeddelelse

Fem lande står for de fleste af verdens henrettelser

Færre og færre lande henretter deres borgere. Til gengæld står kun fem lande for størstedelen af henrettelserne. I nogle af landene bruges dødsstraffen mod forseelser som blasfemi og sex uden for ægteskabet.

Generelt går det i den rigtige retning. Det officielle antal henrettelser er faldet fra 714 i 2009 til 527 i 2010. På bare 10 år har 31 lande afskaffet brugen af dødsstraf, og verden har aldrig været tættere på et totalt globalt forbud. Alligevel er der grund til bekymring. For kun fem lande står for størstedelen af verdens henrettelser, og her tages der ingen skridt i retning af at afskaffe dødsstraffen. I flere af landene eksekveres dødsdomme for ikke-voldelige forbrydelser, som f.eks. økonomisk kriminalitet, eller for forbrydelser mod den offentlige moral.

De fem lande er Kina, Iran, Saudi Arabien, Yemen og USA. Kina figurerer ikke i dødsstrafstatistikken, da landet mørklægger antallet af henrettelser. Det vurderes dog, at Kina hvert år henretter flere tusinde mennesker.

"Et begrænset antal lande fortsætter systematisk med at bruge dødsstraf. Dermed bevæger de sig stik imod resten af verdenssamfundet, der arbejder for et globalt forbud mod denne grusomme praksis. Her bliver mennesker henrettet for narkotikaforbrydelser, for økonomisk kriminalitet, for blasfemi eller for seksuelle forhold uden for ægteskabet. Det er i strid med international ret," siger Lars Normann Jørgensen, der er generalsekretær i Amnestys danske afdeling.

Hovedparten af henrettelserne fandt sidste år sted i Asien og i Mellemøsten. En stor del af henrettelserne i lande som f.eks. Egypten, Indonesien, Iran, Laos, Libyen, Thailand og Saudi Arabien skete på baggrund af domme for narkokriminalitet. Myndighederne i Iran, Pakistan, Saudi Arabien og De Arabiske Emirater ignorerede internationale forbud og udstedte dødsdomme mod mennesker, der var under 18 år, da de begik forbrydelsen. Europa oplevede et tilbageskridt på området, idet Hviderusland, der i 2009 ikke havde eksekveret dødsdomme, i 2010 henrettede to borgere. Dermed har Europa ikke kunnet fastholde sin status som 'dødsstraf-fri' verdensdel.

Trods disse tilbageskridt har verden aldrig været tættere på en total afskaffelse af dødsstraf. I 1977, da Amnesty begyndte sin verdensomspændende kampagne mod dødsstraf, havde kun 16 lande afskaffet dødsstraffen. I dag har 139 lande gjort det, enten ved lov eller i praksis. Sidste år indførte Mongoliet et stop for eksekvering af dødsdomme og det centralafrikanske land Gabon afskaffede dødsstraffen i sin lovgivning. Ved FN's generalforsamling stemte flere stater end nogensinde for et verdensomspændende stop for henrettelser."Tendensen er klar. En verden fri for dødsstraf er ikke bare en mulighed, det er uundgåeligt. Spørgsmålet er blot, hvor længe det vil tage," siger Lars Normann Jørgensen.

Relevant information

http://www.amnesty.dk


Pressekontakt


Firma

Amnesty International
Gammeltorv 8, 5 sal
1457 København K , Danmark

  33 45 65 55
  26 83 81 84

http://www.amnesty.dk

Modtag nyheder fra Amnesty International på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater