12/09-12
-
Pressemeddelelse
Storstilet regionalt uddannelsesprojekt skudt i gang
240 langtidsledige nordjyder opkvalificeres til nye job i et unikt uddannelsesprojekt, der er støttet af Vækstforum Nordjylland og baseret på et tæt samarbejde mellem regionens jobcentre og de 13 uddannelsesinstitutioner i de to regionale VEU-centre.
Mens der fra regeringens side tales om et akut behov for en særlig indsats i forhold til langtidsledige, er Region Nordjylland og de nordjyske VEU-centre og jobcentre for længst skredet til handling.
Før sommerferien bevilgede Vækstforum Nordjylland knap 14 mio. kr. fra EU's Strukturfonde til et stort kompetenceudviklingsprojekt for kortuddannede, langtidsledige nordjyder, og 10. september 2012 kunne VEU-centrene byde velkommen til de første 80 af de i alt 240 langtidsledige projektdeltagere, som får mulighed for at blive opkvalificeret.
"Kvalificering til nye job", hedder projektet, der er baseret på individuel vejledning, afdækning af den enkeltes kompetencer og efterfølgende individuel kompetenceudvikling bestående af uddannelse og virksomhedspraktik. I projektet får alle deltagere udarbejdet en individuel opkvalificeringsplan med udgangspunkt i de nuværende kompetencer og i regionale analyser af aktuelle og kommende vækstområder på arbejdsmarkedet.
- Man kan sige, at projektet omsætter Beskæftigelsesregion Nordjyllands analyser til aktiv arbejdsmarkedspolitik. Vi ved, at der i regionen er vækst inden for områder som byggeri, klima/energi/ miljø og servicefagene. Vi ved, at virksomhederne i stadig større grad efterspørger faglært arbejdskraft. Vi ved også, at demografien bevirker, at der i de kommende år er flere, der forlader arbejdsmarkedet, end der er unge, som træder ind på arbejdsmarkedet, siger direktør Lars Bo Breddam fra AMU Nordjylland, der står for projektledelsen og projektorganiseringen.
I overensstemmelse med arbejdspladsernes øgede behov for faglært arbejdskraft bliver det et centralt element i projektet at få flest muligt deltagere opkvalificeret fra ufaglært til faglært status. Projektet har også landsdækkende perspektiver, da målet er at få udarbejdet en model for en national indsats for kompetenceudvikling af langtidsledige og opkvalificering af ufaglærte til faglærte.
En altafgørende styrke i projektet er, at alle 13 uddannelsesinstitutioner i VEU-Center Aalborg/Himmerland og VEU-Center Nord er med projektet. Det betyder, at kursisterne alt efter behov og interesse kan tilbydes individuelt tilrettelagt uddannelse på AMU Nordjylland, Tech College Aalborg, Aalborg Handelsskole, VUC & HF Nordjylland, Nordjyllands Landbrugsskole, Erhvervsskolerne Aars, SOSU Nord, EUC Nord, EUC Nordvest, Frederikshavn Handelsskole, Thy-Mors HF & VUC, Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg og Grøns Transport Uddannelser - AMU Center.
Dækker hele regionen
Opkvalificeringsforløbene varer 15-25 uger og indledes med fælles introduktionsforløb af to-fire ugers varighed. De 80 deltagere er i introduktionsugerne fordelt på hold på henholdsvis AMU Nordjylland, EUC Nord, EUC Nordvest og Erhvervsskolerne Aars, så hele regionen er geografisk dækket ind.
Om otte uger indleder yderligere 80 langtidsledige deres opkvalificeringsforløb på samme fire uddannelsesinstitutioner, mens der i januar og marts 2013 igangsættes yderligere fire forløb med udgangspunkt i Aalborg og Vendsyssel. De nordjyske jobcentre visiterer alle deltagere og støtter også projektet økonomisk.
Projektdeltagerne er mellem 30 og 59 år. Hovedparten er ufaglærte, og for de få faglærte gælder, at deres fag ikke længere eksisterer, eller at deres kompetencer er forældede. Succeskriteriet for projektet er, at omkring 70 deltagere får ordinær beskæftigelse på arbejdsmarkedet, at ca. 45 deltagere får vikarjob i forbindelse med jobrotationsprojekter, og at et tilsvarende antal begynder på en erhvervsuddannelse som voksenlærlinge.
Der satses ligeledes på, at godt 20 bliver faglærte i projektforløbet, og at godt 40 gennemfører en uddannelsesplan i tilknytning til et job med det mål, at de over en periode kan opnå faglært status.
- Det er utroligt positivt, at jobcentrene er gået så aktivt med i projektet, og at alle uddannelsesinstitutionerne i VEU-centrene er parate til at udvise den fleksibilitet og samarbejdsvilje, som det fordrer at tilbyde 240 ledige individuel kompetenceudvikling. Der har virkelig været vilje til at investere midler og kræfter i at omsætte midlerne fra Vækstforum til meningsfuld opkvalificering, siger Lars Bo Breddam.
Relevant information
http://www.amunordjylland.dk/