Andelslandsbyen Nyvang åbner dørene for det 10. høstmarked
Når Andelslandsbyen Nyvang i weekenden d. 11. og 12. september åbner dørene for det 10. høstmarked, og publikum går op gennem den flagsmykkede allé, er der noget at glæde sig til
Lørdag formiddag bærer fanebærerne de gamle husmandsfaner i procession fra Husmandsstedet til Hovedbygningen.
Man imponeres over de 350 frivillige og bodholdere, der levendegør tidsperioden 1870 til 1950, og over den ildhu de lægger for dagen.
På Husmandsstedet er husmandskonerne i fuld gang ved brændekomfuret, og alle der kommer forbi får skænket en kop kaffe med kaffeerstatningen Rich's. I den fine stue fortælles historier, og udenfor tærsker de gamle maskiner langhalm så avnerne flyver.
Oplev de forskellige former for datidens tærskning med plejl, langhalmstærskning og de gamle traktordrevne tærskeværker.
Også i år har Andelslandsbyen ved Husmandsstedet udstilling af de gamle danske genbevaringsværdige husdyrracer.
Mejeriet skummer og kærner, snapsemesteren byder på smagsprøver, i smedjen er der fuld gang i essen, og hammerslag høres viden om når hestesko og søm smedes.
Smede og sildemestre har kronede dage. De bugnende markedsboder ligger side om side - nu høsten er i hus. Man kan tinge om prisen, og der gøres mangen en god handel. Et halvt hundrede bodholdere i parken og på aktivitetspladsen står klar med alskens husflid og spændende smagsprøver. Desuden syder aktivitetspladsen af liv. Her kan børnene rigtigt folde sig ud med at male tinsoldater, bage pandekager og slå reb og lege alskens gamle lege.
I Trønninge Brugsforening, hvor der dufter af spegesild og tovværk, fortæller brugsmændene gerne om forgangne tider, mens de handler klipfisk, nykærnet smør, friskmalet kaffe og alskens andre gode varer til kunderne.
Et besøg hos Oldvejens slagter er et uforglemmeligt minde. Tænk at pølser og skinker kan smage så godt, når de laves efter de gamle forskrifter som man gjorde i 1930erne.
I Skovhuset og i Sandby Forsamlingshus er der fuldt af husflidsfolk, der kan deres gamle håndværk. Her drejes træ og pusles med løvsavsarbejde og gamle broderiteknikker, orkis vises, og der kniples, spindes og væves, så det er en lyst.
Betjentene har nok at se til, for det vrimler med gøglere og godtfolk, taskenspillere og lirekassemænd. Nu er bønderne kommet til byen, og de gamle automobiler kører på området. Musikken mangler skam heller ikke. Holbæk Pipe Band, Holbæk Byorkester og Jernløse Hornorkester giver koncert, og vores husorkester Baggårdens Bolcher spiller op til dans, mens folkedanserne stiller sig op i kæde.
Hele weekenden er der kødkvægsskue på "Nyvang" for alle kødkvægsracer i Den Røde Lade.
Om søndagen er der opvisning med islandske heste samt gudstjeneste i Sct. Stefanskirke kl. 14.00.
Aldrig har her været så mange boder med salg og smagsprøver. Når sulten melder sig er det tid til at bænke sig ved bordene i traktørstedet Madam Blå og nyde en lækker frokost, besøge vores skovpavillon hvor kaffe og hjemmelavet æblekage nydes, mæske sig i guldmedaljepræmierede økologiske pølser på Aktivitetspladsen eller slå sig ned i hovedbygningens park med medbragt madkurv, mens man fordøjer indtrykkene af livet på landet, som det levedes på oldefars tid.
Der er nok at se på, så kom og oplev et par uforglemmelige dage i Andelslandsbyen Nyvang.
Hele weekenden er der: Rundvisning kl. 10.00 og 14.15. Boder med øl og vand, pølser, kaffe, kage og is. Medbring gerne egen madkurv.
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.