14/09-11
-
Pressemeddelelse
Hestekræfterne får frit løb i Andelslandsbyen Nyvang
Weekenden den 1. og 2. oktober 2011 får hestekræfterne frit løb på Andelslandsbyens område, når der afholdes pløjestævne og stumpemarked med dele til gamle køretøjer.
Pløjeweekend med heste
Hele weekenden kan man i Andelslandsbyen opleve hvordan vore forældre/bedsteforældre pløjede og forberedte jorden.
Der kommer mange flotte hestespand fra nær og fjern og viser deres kunnen ud i den svære kunst at pløje på gammeldags maner.
Når de private kuske stiller op med deres hestespand, er der underholdning for enhver pløje- og hesteinteresseret person.
Der er plove af mange forskellige afskygninger, og man kan som tilskuer ikke undgå at mærke den indbyrdes konkurrence der foregår mellem kuskene, for her er det en æressag at have kontrol over sit spand af Frederiksborgere, Oldenborgere, Belgier, Fjordheste eller Jyder.
Der pløjes kl. 10.00 - 16.00 begge dage.
Swapmeet 2011
Søndag den 2. oktober 2011 afholder Damptromleklubben sammen med Andelslandsbyen "Swapmeet" et stumpemarked med dele til gamle køretøjer.
Hele dagen vil veteranentusiaster holde gang i stumpemarkedet, hvor der handles reservedele til gamle biler, motorcykler, dampmaskiner, cykler og andre køretøjer.
Hvis du er interesseret i ældre køretøjer er dette den perfekte mulighed for at møde ligesindede og udveksle erfaringer og gode historier.
På hele Andelslandsbyens område kan man se ældre køretøjer i alle aldre og typer, når der bliver udstillet alt lige fra amerikanske benzinslugere til store dampmaskiner.
Swapmeet kan opleves hele søndagen.
Kort om Andelslandsbyen Nyvang
I udkanten af Holbæk ligger Andelslandsbyen Nyvang. Her træder man ind i en lyslevende verden, hvor livet leves som på vores oldeforældres tid. En Andelslandsby, som den kunne opleves på landet i perioden fra 1870 til 1950, da andelstanken kunne mærkes i alle dele af landsbyens liv.
Her møder publikum årets gang i hverdag og fest, som det foregik i en verden uden fjernsyn, mobil og internet. En levende hverdag hvor alle vore huse og udstillinger er befolket af mennesker i autentiske dragter. Her vises og fortælles om datidens arbejdsgange og traditioner.
Mere information om arrangementet:
Dato: 1. og 2. oktober 2011 - Kl. 10.00 - 16.00
Sted: Andelslandsbyen Nyvang - Oldvejen 25 - 4300 Holbæk - 5943 4030
Hjemmeside: www.andelslandsbyen.dk
Pressen er selvfølgelig mere end velkomne til at kigge forbi og opleve det spændende arrangement i Andelslandsbyen Nyvang.
Relevant information
http://www.andelslandsbyen.dk