06/07-09
-
Pressemeddelelse
Anhydro A/S fastholder omsætning i et svært marked
Anhydro A/S havde i 2008 en omsætning på 583 millioner kroner og et underskud på 22 millioner kroner. Ledelsen betegner 2008 som et hårdt år, men finder et lyspunkt i, at man har fastholdt omsætningen. Man forventer, at de organisatoriske ændringer og omkostningsmæssige tilpasninger, der er gennemført for at tilpasse virksomheden til markedet slår igennem og har en positiv indvirkning på bundlinjen i 2009.
Anhydro A/S som er en af verdens førende virksomheder inden for inddampnings- og tørringsløsninger, har netop offentliggjort regnskab for 2008. Virksomheden omsatte i 2008 for 583 millioner kroner hvilket er en lille stigning i forhold til 2007, hvor omsætningen var 558 millioner kroner. Trods den lille stigning i omsætningen kom virksomheden ud af året med et minus på 22 millioner kroner.
"2008 udviklede sig til at være et hårdt og vanskeligt år, hvor finanskrisen og konjunkturnedgangen betød, at vores marked ændrede sig markant," siger Thomas Holst, som er adm.direktør for Anhydro A/S og Vice President for Anhydro's EMEA-region.
"Det samlede resultat er naturligvis ikke tilfredsstillende, men det er lykkedes os at fastholde vores omsætning i et meget vanskeligt marked og samtidig tilpasse os markedet gennem en række organisatoriske ændringer. Derfor ser jeg fortrøstningsfuldt på 2009," fortsætter han.
Thomas Holst bakkes op af Jørgen Ajslev, der er bestyrelsesformand for Anhydro A/S.
"Som for så mange andre virksomheder var 2008 et barskt år. Vores resultat for 2008 er ekstraordinært påvirket af hensættelser til et par gamle projekter, som ikke udviklede sig tilfredsstillende. Der er ingen tvivl om, at 2009 heller ikke bliver et nemt år, men jeg er helt sikker på, at med de omkostningsmæssige tilpasninger vi har gennemført i det forgangne år, så kommer vi til at stå endnu stærkere end tidligere. Vi har igennem hele processen været i løbende dialog med vores ejere, og der er absolut ingen grund til bekymring. Vi har ejernes fulde opbakning, og de er villige til at tilføre den kapital, der skal til, så Anhydro A/S fortsat har en solid finansiering på plads," fortæller Jørgen Ajslev.
Thomas Holst bemærker, at han i øjeblikket sporer en mere positiv holdning hos Anhydro's kunder.
"Vores kunder tager meget positivt imod vores øgede fokus på miljø. Vi har valgt at gå foran ved at tilbyde teknologi, der hjælper vores kunder med at spare energi og udnytter verdens ressourcer endnu bedre. I dag tilbyder vi vores kunder de mest energibesparende løsninger i branchen," slutter Thomas Holst.
Om Anhydro
Anhydro leverer en komplet række af inddampnings- og tørringsløsninger til den international mælke-, fødevare-, ethanol-, medicinal-, kemi- og bryggeindustri.
Relevant information
http://www.anhydro.com