19/09-09
-
Pressemeddelelse
Slip bogormen løs
Bogfest 2009: Ridehuset i Århus lægger atter en gang rum til den årlige bogmesse, der efterhånden har etableret sig som institution i det østjyske kulturliv.
Samlere, feinschmeckere, læsere og alle andre med interesse for bøger og bogvæsen kan godt begynde forvandlingen fra larve til sommerfugl og flakse omkring alle de gode tilbud.
For 11. gang danner Ridehuset rammen om årets store bogbegivenhed i Århus, som også i år byder på et kæmpeudvalg af bøger og grafik, krydret med diverse kulturelle og kunstneriske indslag. Tre dage med bogen i centrum bliver indledt med et par boglige ord af konferencier og medudstiller Holger Klintholm. Det sker ved åbningen fredag d. 25. september kl. 13.30. Dørene åbnes dog en halv time før, så man kan nå at sikre sig en god plads i caféområdet foran podiet.
Hollandsk udsalg
Bogfesten har som omdrejningspunkt igen i år det store bogmarked med over 20.000 bøger til enhedspris. Her har man har mulighed for virkelig at gøre et godt fund. Prisen er 20,- kr. pr. bog på førstedagen, og den halveres lørdag til en tier pr. bind, for at ende helt nede på en femmer om søndagen.
"Så er spørgsmålet bare, om man skal være tidligt ude inden de bedste af godbidderne er væk, eller omvendt satse og have is i maven", som udstiller og medarrangør Jacob C. Jacobsen fra Antikvariatet Gorm den Gamle udtrykker det. Og han fortsætter: "Ét er i hvert fald sikkert: Med de priser og det antal titler er det svært ikke at gøre et kup!"
Men der er mange andre udstillere. En række antikvarboghandlere fra hele Danmark plus Norge stiller ikke alene op med bøger, grafik og meget andet, de øser også gerne ud af deres viden på de respektive stande, som traditionen tro befinder sig uden om det store bogmarked i midten af Ridehuset. Under Bogfest 2009 vil man kunne købe bøger, tegneserier, grafik, kort og meget andet, som i kvalitet rangerer fra gode til virkelige klenodier. Var det f.eks. noget med Oehlenschlägers "Digte" i førsteudgaven fra 1803? Eller en klassisk Anders And?
Oplev Peter Madsen
Hele weekenden vil forfattere, digtere og litteraturfolk, causere og læse op, ligesom illustratorer og tegnere vil præsentere eksempler på deres kunst. Kom, hør, mød, tal med og bliv udfordret af bl.a. digteren Jannick Hjort, 'ordkort'-mesteren Klaus Johansen og ikke mindst 'den passionerede lejemorder' Paul Schmidt. Lørdag kommer Peter Madsen, der er højaktuel med den sidste 'Valhalla', forbi. I den forbindelse kan man blive vidne til en verdenspremiere, idet han påbegynder en ny serie! Det hele indrammes af værker af billedhuggeren Ingolf Steffensen og Århus-billedkunstneren Peter Christensen samt maleren Espino.
Bag arrangementet i Ridehuset står som sædvanlig ProvinsAntikvarboghandlerForeningen (PAF).
Kontakt til:
ProvinsAntikvarboghandlerForeningen,
c/o Fyns Antikvariat v/ Karsten Bøttcher
Middelfartvej 86, 5200 Odense V
Tlf. 66 12 77 86
Eller:
Antikvariatet Gorm den Gamle
v/ Jacob C. Jacobsen
Bjerlev Hedevej 2, 7300 Jelling
Tlf. 40 96 04 02
Desuden henvises til PAF's hjemmeside: http://www.danbook.dk/, hvor programmet også kan ses.
---
Programmet for bogfesten ser således ud:
ProvinsAntikvarboghandlerForeningens
Bogfest 2009 i Ridehuset i Århus
fredag 25/9 - lørdag 26/9 - søndag 27/9
For 11. gang afholder PAF antikvarisk bogfest I Ridehuset i Århus.
Udstillere er antikvariater fra hele landet og fra Stavanger i Norge.
I år er åbningstiderne:
Fredag den 25. september kl. 13-20
Bogfesten åbnes af Holger Klintholm
Lørdag den. 26. september kl. 10-18
11.00: Ib Johansen og Anne Grethe Bech præsenterer Angela Carter
13.00: Peter Madsen præsenterer den sidste "Valhalla"
15.00: Klaus Johansen deler ordkort ud
16.00: Jannick Hjort læser op
Søndag den 27. september kl. 10-16
13.00: Paul Schmidt præsenterer sin nye bog, den anmelderroste satiriske krimi "Den passionerede lejemorder"
Alle tre dage er der hollandsk udsalg på midterbordet:
Fredag 20.- kr. pr. bog
Lørdag 10.- kr. pr. bog
Søndag 5.- kr. pr. bog
Entré 20,- kr. (endagsbillet)
Alle tre dage 30,- kr
Relevant information
http://www.gorm-den-gamle.com