28/07-10
-
Pressemeddelelse
Giv en hånd og en brønd til Afrika
Giv en hånd og en brønd til Afrika
Bjarne Ravn fra virksomheden Aquatex fylder snart 60 år. På ønskelisten står der ikke filttøfler og forhåbninger om snarlig pension. I stedet har Bjarne startet projektet 'Vand til Afrika', og ønsker sig i den forbindelse bidrag til at bygge en brønd i Sierra Leone, som Aquatex gerne vil sponsorere.
Siden 1990 har 800 millioner flere mennesker fået adgang til rent drikkevand ifølge Danida. Det ændrer dog ikke det faktum, at der stadig er store problemer med at skaffe rent vand rundt om i verden. Særligt i de afrikanske lande syd for Sahara-ørkenen, hvor kun 58 % af befolkningen har adgang til rent drikkevand og hygiejniske toiletforhold.
"Vi holder snart åbent hus for blandt andet at fejre min fødselsdag. I stedet for gaver håber jeg, at kunder, samarbejdspartnere og andre interesserede vil hjælpe med at give en ny drikkevandsbrønd til en afrikansk landsby. De har mere brug for hjælpen," siger Bjarne Ravn, der er chefkonsulent i virksomheden Aquatex og initiativtager til projektet 'Vand til Afrika'.
Vand til Afrika-projektet
Bjarne Ravn kender om nogen til problemer med at fremskaffe rent vand. Til daglig rådgiver han nemlig vandværker og virksomheder om rense- og desinfektionsopgaver, og derfor har han en naturlig interesse for det rene og livsvigtige vand.
"I Sierra Leone er det meget tørt og befolkningen er meget fattig. Vi håber derfor at kunne samle de 35.000 kroner ind, som en ny drikkevandsbrønd koster - et relativt lille beløb, når man tænker på, hvor stor en forskel det gør for lokalbefolkningen," siger Bjarne Ravn, og fortæller, at Aquatex har doneret de første 5.000 kroner.
Ingeniører uden Grænser
Opførelsen af brønden i Sierra Leone vil ske under ledelse af Ingeniører uden Grænser. Den teknisk humanitære organisation sørger for at hyre lokal arbejdskraft til at udføre arbejdet med brønden.
"På den måde bliver lokalbefolkningen engageret i arbejdet med brønden, og de får den bedst mulige tovholder på projektet gennem Ingeniører uden Grænser," siger Bjarne Ravn, der håber på stor opbakning, når han og Aquatex den 30. juli slår dørene op til åbent hus, hvor støtte til projektet er meget velkommen.
"Vi har også lige lavet en Facebook-side for projekt 'Vand til Afrika', og jeg håber, at vi kan skabe en masse interesse og støtte til projektet på nettet," siger Bjarne Ravn forhåbningsfuldt.
Fakta om projekt 'Vand til Afrika'
Initiativtager: Aquatex, Bjarne Ravn.
Aquatex inviterer til åbent hus den 30. juli på L. Frandsensvej 2 A i Faaborg, hvor de fejrer nye lokaler og rund fødselsdag. Der vil blandt andet foregå forskellige demonstrationer af rensningsteknikker og udstyr.
Besøg projektets facebook-side her:
http://www.facebook.com/pages/Vand-til-Afrika/107848999265401?ref=share
Relevant information
http://shop.aquatex.dk
Pressekontakt
Bjarne Ravn
Project Manager
+45 70 260 400
+45 40 16 40 63
Firma
Aquatex - Water Management
Kanalvej 11
5600 Faaborg,
Danmark
+45 70 26 04 00
+45 40 16 40 63
http://www.aquatex.dk