12/04-10
-
Pressemeddelelse
Folk var vilde med Høst på ARKEN
Oluf Høst - mellem himmel og jord blev en stor succes med 82.684 gæster. Udstillingen på ARKEN har været med til at udbrede kendskabet til den nordiske romantiker udenfor Bornholms grænser.
Mere end 82.000 gæster oplevede Oluf Høsts særlige magi på ARKEN. Hans sælsomme billedverden rummer en tidløs styrke, som stadig er i stand til at påvirke og forføre os. Med Udstillingen Oluf Høst - mellem himmel og jord fokuserede ARKEN på det metafysiske og gådefulde aspekt i Høsts univers.
Udstillingens ca. 60 malerier af Høst var udlån fra Oluf Høst museet i Gudhjem, Malmö Kunstmuseum og private. Bl.a. rummede udstillingen en række værker fra Høst-familien selv, som sjældent har været udlånt.
På grund af den store interesse og efterspørgslen på bl.a. omvisninger, forlængede ARKEN udstillingen med 2 måneder.
Nu er malerier på vej hjem til Oluf Høst museet i Gudhjem på Bornholm, hvor de fleste af værkerne kommer fra. Museet har halvårligt i omegnen af 20.000 besøgende. Med de mere end 80.000 gæster har ARKEN været med til at udbrede kendskabet til en ener i dansk kunst.
Til september er der igen dansk kunst på væggene, når ARKEN viser maleri fra de vilde 80ere.
Relevant information
http://www.arken.dk