23/06-10
-
Pressemeddelelse
Hans Scherfig på ARKEN
Drømme om paradis, satire og farverige billeder kan opleves på ARKEN fra 18. september 2010, hvor museet præsenterer udstillingen HANS SCHERFIG - Velkommen i junglen.
Pressemøde onsdag d. 15/9 - 2010 kl. 12.00. Tilmelding til Lea Bolvig på 43 57 34 09
###
Hans Scherfigs elefanter, tapirer og flodheste kender vi alle. I vuggestuer, børnehaver, på skoler og hospitaler - ja overalt i institutionsdanmark tilfører Scherfigs malerier en glæde, farverigdom, spontanitet og genkendelighed. Der er en tryghed ved det velkendte i Scherfigs billeder, som både børn og voksne mærker.
På ARKENs udstilling vil forfatteren Hans Scherfig, som mange unge og voksne kender fra den ætsende satiriske roman "Det forsømte forår", blive tilføjet nye og overraskende vinkler. I midten af 1960'erne, beskriver Scherfig det danske samfund i år 2061. Han forudsiger, at børn i 2061 lærer kinesisk i skolerne. At befolkningen i en periode frem mod 2061 har prøvet at leve et unaturligt drivhusliv. Han skriver om levetiden, der er blevet forlænget, så menneskets gennemsnitsalder i 2061 er 200 år. Scherfigs kritik af samtiden var ledsaget af drømme om en anden fremtid og længsler efter et tropisk, uberørt paradis.
Med 70 malerier og dokumentarisk materiale i form af avisudklip, breve, fotos, litterære citater, film og udvalg af Scherfigs litteratur præsenteres Scherfig på en ny og aktuel måde. Udstillingen viser både Scherfigs populære skildringer af den tropiske jungle, hvor vilddyrene lever fredeligt side om side, og hans mindre kendte kritiske billeder af kapitalismens storbysamfund, hvor jungleloven hersker.
ARKENs direktør Christian Gether siger, "Scherfig var passioneret kommunist i en tid, hvor ideologier var med til at forme menneskets tanker. Ideologierne gav store forkromede løsninger på det gode liv. I dag er det årtier siden, de såkaldte 'store fortællinger' blev erklæret døde. Derfor må unge kunstnere i dag undvære opskriften på det gode liv, for der er ikke én løsningsmodel, der er uendelig mange. I dag sammenstykkes drømmebilleder og utopier på et helt andet grundlag end på Scherfigs tid".
Udstillingen af Hans Scherfigs værk føjer sig således til ARKENs UTOPIA-projekt, hvor den bidrager til at perspektivere samtidskunstnernes undersøgelse af utopien. Udstillingen rejser relevante spørgsmål vedrørende Scherfigs utopi. Var den kollektiv? Var den individuel? Hvilken forskel er der på de to? Og hvori består deres kritiske potentiale?
Det er spændende for både børn og voksne at gå på opdagelse i Hans Scherfigs frodige billedverden, der emmer af livslykke og malerglæde. Udstillingen kan ses på ARKEN fra den 18. september 2010 til 9. januar 2011.
Billedtekst 1: Hans Scherfig, Skaberaktapir med unge, 1982, © Hans Scherfig/billedkunst.dk
Billedtekst 2: Hans Scherfig,To elefanter - én set forfra og en set fra siden, 1966, © Hans Scherfig/billedkunst.dk
Relevant information
http://www.arken.dk