10/05-11
-
Pressemeddelelse
Foredrag: Sorg og Camping
Hør den danske forfatter og digter Lone Hørslev fortælle om sin nye og anmelderroste roman Sorg og Camping i et foredrag på ARKEN den 18. maj.
Det er en kold vinterdag i 1985. Oppe i privaten over købmandsbutikken i Løkke vågner Marianne tidligt med en underlig drøm i baghovedet. Det er Jørgens fødselsdag, og julepynten skal op. Det er to dage siden Gunnhildur forsvandt i sin røde Nissan. Gunnhildur der i sommer tog Marianne i hånden og sagde Kom vi løber.
I marts udkom digteren Lone Hørslevs seneste roman Sorg og Camping. Her følger man en række personer gennem én begivenhedsrig dag i en lille jysk provinsby - Løkke. Som læser kommer man helt ind under huden på romanens personer og får del i deres tanker om sig selv og hinanden, om valg, drømme og skuffelser.
Lone Hørslev går i foredraget på ARKEN bag om sin nye roman og vil også læse uddrag fra bogen. Her vil forfatteren desuden fortælle om det digt, som hun har skrevet om Anna Ancher-værket Ane Brøndum, kunstnerens mor specielt til ARKENs aktuelle udstilling med den kvindelige skagensmaler. I forbindelse med arrangementet vil Lone Hørslev signere eksemplarer af Sorg og Camping, der denne aften kan købes til en fordelagtig særpris.
Foredraget er gratis for gæster med entré til museet og kræver ingen tilmelding.
Foredrag med Lone Hørslev
Onsdag den 18. maj kl. 18.10
ARKEN Museum for Moderne Kunst
Lone Hørslev (født 1974) er dansk forfatter og digter. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2003 og debuterede i 2001 med digtsamlingen TAK. Hun udgav i 2009 digtsamlingen Jeg ved ikke om den slags tanker er normale. Skilsmissedigte. For romanen Naturlige fjender (2008) modtog hun Jytte Borberg Prisen.
Relevant information
http://www.arken.dk