02/07-10
-
Pressemeddelelse
Svenske konkurrencemyndigheder: Ikke hold i mistanker mod Arla
Det svenske Konkurrensverket har i dag 2. juli 2010 besluttet at indstille sine undersøgelser af Arla Foods. Undersøgelserne blev indledt for cirka 15 måneder siden på baggrund en anonym anmeldelse om muligt brud på de gældende konkurrenceregler i Sverige.
Konkurrensverket indstiller nu sine undersøgelser, da man ikke har fundet noget, som tyder på, at Arla skulle have handlet i strid med reglerne.
Igennem hele undersøgelsesperioden har Arla samarbejdet med Konkurrensverket for at komme grundigt til bunds i sagen.
"Konkurrensverket har nu undersøgt de påstande, som er blevet fremført om Arla, og det står klart, at alle anklager er grundløse. Der er fri konkurrence i Sverige og på det internationale mejerimarked, og derfor er det godt, at vi nu får officielt bekræftet, at Arla har fulgt de spilleregler, som gælder," siger Christer Åberg, som er Arla's direktør for det svenske marked.
Konkurrensverket skriver i det officielle beslutningsdokument: "Undersøgelsen har ikke vist, at aftalen mellem Arla og Coop, eller dens implementering, har været udformet på en måde, der skulle udelukke en lige så effektiv konkurrent. Det vurderes således, at der ikke er grundlag for at undersøge sagen videre."
"Arla vil fortsætte med at sikre, at vi agerer i overensstemmelse med de gældende regler på markedet. Det internationale mejerimarked er under fortsat forandring, og det påvirker alle mejeriaktører. Den udfordring er vi parate til at tage op gennem åben og fri konkurrence til gavn for forbrugerne," siger Christer Åberg.
Yderligere baggrundsinformation om Konkurrensverkets undersøgelser kan findes på
Konkurrensverkets hjemmeside samt
her.
Relevant information
http://www.arlafoods.dk