Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/03-11   -   Pressemeddelelse

Mælkeproducenter stemmer ja til tysk fusion

Andelshaverne i Hansa-Milch og Arla Foods har i dag stemt ja til forslaget om at fusionere de to selskaber. Fusionen vil få effekt med tilbagevirkende kraft pr. 1. januar 2011, såfremt den godkendes af de europæiske konkurrencemyndigheder.

Tyskordbøgerne skal findes frem og støves af for andelshavere og medarbejdere i Arla, for nu er det en kendsgerning, at Hansa-Milch og Arla Foods amba er parate til at fusionere og danne selskabet, som officielt på det tyske marked bliver kendt som Hansa Arla Milch eG.

I december måned fremlagde de to bestyrelser et forslag om en fusion, og det forslag var i dag til afstemning på Arla Foods' repræsentantskabsmøde i Billund samt ved en ekstraordinær generalforsamling i Hansa-Milch i Tyskland.

I Arla blev fusionen godkendt med et flertal på 100 procent. I Hansa-Milch stemte 96 procent for en fusion.

Tilfredse formænd

Bestyrelsesformand i Arla Foods, Ove Møberg, er tilfreds med den tydelige opbakning fra andelshaverne i begge selskaber:

"Afstemningen i dag viser, at der er stor opbakning til fusionen og til Arlas strategi. Det er en vigtig dag for begge selskaber. Det åbner nogle helt nye muligheder for os, fordi vi fremover kan tilbyde de tyske kunder og forbrugere et bredere sortiment af produkter. Jeg ser frem til at byde vores nye tyske medejere velkommen i repræsentantskabet og bestyrelsen," siger Ove Møberg.

Også i Tyskland vækker resultatet af afstemningen stor tilfredshed.

"Vi er glade for, at et klart flertal af vores medlemmer har stemt for en fusion med Arla. Med denne beslutning lægger vi fundamentet for fremtidig succes og vækst, og det styrker vores markedsposition på det tyske marked," siger bestyrelsesformand i Hansa-Milch, Uwe Krause.

Et godt match for tyske forbrugere

Hansa-Milch er et af de større regionale mejerier i Tyskland, og mejeriet producerer hovedsageligt friskvarer som drikkemælk, fløde, yoghurt og cr ème fraiche - både under eget varemærke Hansano® og under såkaldte private labels, som er butikkernes egne mærker.

Arla Foods har en lang historie i Tyskland med kendte varemærker som Arla Buko® og Arla Kærgården®.

"Arla har en strategi om at udvikle sit engagement på det tyske marked, og målet er at blive et af Tysklands tre førende mejerier. En fusion med Hansa-Milch vil betyde, at Arla kan supplere sit nuværende salg af ost med friskvarer, og sammen bliver vi en attraktiv partner for den tyske dagligvarehandel," siger adm. direktør i Arla Foods, Peder Tuborgh.

Fusionen kræver godkendelse fra de europæiske konkurrencemyndigheder, som forventes at færdigbehandle sagen inden for en måned.

Værd at vide...

Arla Foods amba fortsætter med at hedde Arla Foods amba.

Fusionen vil ikke ændre på den nuværende sammensætning af Arla's koncernledelse.
Afregningen til Hansa-Milch eG vil ske i Euro, omregnet fra danske kroner til 1 Euro = 7,45 DKK.
Den tyske forretning vil blive en del af Arla Foods Consumer International.

Klik her for at pdf med se nøgletal for de to selskaber
http://www.arlafoods.dk/upload/global/press/2010/arla-hansa/n%c3%b8gletal_dk_white_til_pdf.pdf

Hent billeder fra Hansa-Milch
http://www.arla.com/press/press-contact/photos-for-download/

Hent billeder af Arlas CEO, Peder Tuborgh
http://www.arlafoods.dk/om-arla/virksomheden/ledelse/

Hent billede af Arlas formand Ove Møberg
http://www.arlafoods.dk/om-arla/virksomheden/bestyrelsen/oversigt/

Ny organisation (ved en evt. fusion) :
http://www.arlafoods.dk/upload/global/press/2010/arla-hansa/ny-org-struktur_364.jpg

---

FAKTA

Hansa-Milch:
Hansa-Milch har to mejerier i Nord- og Nordøsttyskland. Anlægget i Upahl ved Lübeck har en kapacitet på 550 mio. kg. og er opført i 1995, mens anlægget i Karstädt er ældre og har en kapacitet på 110 mio. kg. mælk. Arla har i de sidste fem år solgt økologisk rå mælk til Hansa-Milch.

Demokratiet:
Den foreslåede fusionsaftale lægger op til, at de tyske mælkeproducenter får én repræsentant i Arla Foods' bestyrelse, som dermed udvides fra 18 medlemmer til 19. Desuden udvides Arla Foods' repræsentantskab fra 150 medlemmer til 155, fordi tyskerne får fem pladser. I bestyrelsen og i repræsentantskabet har tyskerne samme stemmeret og ansvar som de danske og svenske medlemmer.

Fusions-strukturen:
Den foreslåede fusionsaftale lægger op til, at Hansa-Milch som selskab bliver andelshaver i Arla Foods. De tyske medlemmer fortsætter teknisk set som andelshavere i det tyske selskab.

I Arla vil de tyske mælkeproducenter blive omtalt som "Arla's tyske andelshavere". Selskabet indgår som ét medlem med den samlede mængde mælk fra Tyskland. Denne mælk afregnes efter Arla's sædvanlige afregningsprincipper.

Herefter fordeler Hansa-Milch eG pengene til de tyske andelshavere efter den nuværende tyske afregningsmodel, som blandt andet har en anden afregning for fedt og protein. Det er tanken, at de tyske medlemmer efter tre år skal afregnes direkte efter Arla's afregningsmodel og have implementeret kvalitetsprogrammet Arlagården.

Relevant information

http://www.arlafoods.dk


Pressekontakt


Firma

Arla Foods Amba
Skanderborgvej 277
8260 Viby, Danmark

  +45 89 38 10 47

http://www.arlafoods.dk

Modtag nyheder fra Arla Foods Amba på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater