29/08-13
-
Pressemeddelelse
Halvårsregnskab: Strategien leverer øget indtjening
Arla kommer ud af årets første seks måneder med markant fremgang i indtjening, omsætning og resultat. Koncernen begynder nu at se effekten af sidste års fusioner og opkøb og har samtidig været hurtig til at reagere på opturen på det globale marked for mejeriprodukter.
I årets første seks måneder nåede Arla en omsætning på 35,7 mia. DKK (mod 29,9 mia. DKK i første halvår af 2012). Væksten på 19 procent i omsætningen er drevet af kombinationen af organisk vækst på kerne- og vækstmarkeder samt den realiserede effekt af sidste års fusioner og opkøb i bl.a. Storbritannien og Tyskland.
Afregningsprisen til Arlas andelshavere blev forhøjet tre gange i løbet af første halvår, og der er varslet en yderligere stigning i september. Arlaindtjeningen for første halvår er øget til 2,87 DKK pr. kg. andelshavermælk (mod 2,64 DKK pr. kg. i første halvår af 2012). Nettoresultatet for første halvår på 1,048 mia. DKK er en fordobling af resultatet fra første halvår i 2012 men på niveau med koncernens faste målsætning om, at resultatet skal udgøre tre procent af omsætningen.
"Arla har præsteret godt i et globalt marked, der generelt har været præget af højere priser, fordi produktionen af mælk ikke kan matche den voksende efterspørgsel. Vores koncernstrategi er blevet fulgt benhårdt både i og uden for Europa, og det har i første halvår resulteret i tre forhøjelser af mælkeprisen til andelshaverne og dermed en øget indtjening til landmændene," siger Peder Tuborgh, adm. direktør i Arla Foods.
Fordele fra fusioner
Sidste år gennemførte Arla to større fusioner, der gjorde koncernen til Storbritanniens største mejeriselskab og Tysklands tredjestørste. Fordelene fra de to fusioner begynder nu at kunne ses bl.a. i form af et endnu mere effektivt produktionsapparat og mere komplette sortimenter, der stiller Arla stærkere på de europæiske markeder.
"Integrationen af de selskaber, vi har fusioneret ind i Arla, kører hurtigere end forventet, og det begynder nu at give os de fordele, vi stræbte efter. Det er lykkedes os på under et år at øge lønsomheden på de ekstra milliarder kilo mælk, vi har fået ind i selskabet gennem fusionerne, og det styrker den samlede indtjening fra vores europæiske kerneforretning," siger Arlas koncernfinansdirektør Frederik Lotz.
De strategiske vækstmarkeder folder sig ud
Arlas strategiske vækstområder bidrager med en stadigt voksende andel af koncernens vækst. De strategiske vækstområder er:
- markederne Mellemøsten & Afrika, Rusland og Kina,
- koncernens globale salg af højtforædlede mælkepulverprodukter til tredjeparts-kunder i den globale mejeriindustri (TPM),
- forretningen Arla Foods Ingredients, der sælger mejeribaserede fødevareingredienser globalt.
Samlet set har Arla øget sit salg inden for disse strategiske vækstområder med over 20 procent i første halvår (i forhold til første halvår i 2012) til 3,9 mia. DKK, og i alt udgør disse vækstområder nu 11 procent af koncernens samlede omsætning.
"Vi ser nu, at vores forretning på de fjerne vækstmarkeder folder sig ud. Vi har en organisk vækst på 25 procent i Rusland og over 15 procent i Mellemøsten og Afrika. I Kina fortsætter opbygningen af en lovende forretning med salg af produkter under Arla varemærket, alt imens vi har fordoblet vores salg af højt forædlede børneernæringsprodukter og mælkepulver til den globale mejeriindustri, herunder især til Kina," siger Frederik Lotz.
Omkostningerne holdes nede
Alt imens der er fremgang i omsætning og indtjening holder Arla fortsat skarpt øje med koncernens samlede omkostninger. De effektiviseringstiltag, der blev sat i værk sidste år, eksekveres stadig for at holde selskabet så konkurrencedygtigt som muligt.
"Effektivitetsforbedringerne leveres efter planen, og det betyder, at vi nu årligt er en halv milliard kroner mindre omkostningstunge som virksomhed. Særligt i år med stærk vækst er det ekstra vigtigt at holde en fast hånd på omkostningerne, og derfor er jeg tilfreds med, at Arlas relative omkostningsniveau for 2013 bliver mindre end i 2012. Det er en vigtig del af vores bestræbelser på at levere en konkurrencedygtig mælkepris til andelshaverne," siger Frederik Lotz.
Forventninger til helåret
Arla forventer at nå en omsætning på 73 mia. DKK for hele 2013 og en Arla-indtjening lige under 3,00 DKK. Årets resultat forventes at blive de planlagte tre procent af omsætningen, svarende til 2,2 mia. DKK.
"Det globale marked for mejeriprodukter er mere omskifteligt end nogensinde før. Efterspørgslen stiger støt, mens produktionen af mælk varierer fra sæson til sæson, og det skaber hyppige og store udsving i mælkepriserne. Vi arbejder fokuseret på at opnå en indtjening til andelshaverne, der er blandt de bedste i markedet, og forventer også, at Arlaindtjeningen for helåret bliver forbedret yderligere til knap 3,00 kroner pr. kilo mælk," siger Frederik Lotz.
I Arlas netop offentliggjorte halvårsregnskab kan du læse mere om udviklingen i koncernens globale forretning og en status på Arlas koncernstrategi 2017 (klik her)
---
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 12.300 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.
Relevant information
http://www.arlafoods.dk