10/03-11
-
Pressemeddelelse
Millionstøtte fra Vestas, Arla, Bestseller og Nordea-fonden til Sculpture by the Sea Aarhus
Når den internationale skulpturudstilling til sommer byder på udendørs kunst i verdensklasse langs Aarhus Bugten, bliver det med stor økonomisk opbakning fra væsentlige regionale erhvervsaktører. Vestas, Arla og Bestseller har alle sagt ja til at være hovedsponsorer for udstillingen.
Med hovedsponsorater fra Arla, Vestas og Bestseller samt støtten fra Nordea-fonden kan Sculpture by the Sea Aarhus se frem til en betydelig økonomisk håndsrækning til sommerens store internationale skulpturudstilling, Sculpture by the Sea Aarhus.
Realiseringen af et så ambitiøst internationalt kunstprojekt kræver både en betydelig lokal, regional og national opbakning, og Sculpture by the Sea Aarhus er derfor begejstret for samarbejdet med de tre store virksomheder og fonden, som med deres bidrag er med til at sikre udstillingens økonomiske grundlag.
Aarhus-borgmester Nicolai Wammen glæder sig over den store opbakning til projektet:
"Det giver en følelse af stolthed og glæde, at både Arla, Vestas, Bestseller og Nordea-fonden har valgt at være hovedsponsorer for Sculpture by the Sea Aarhus. Der er tale om en enestående opbakning til en af byens helt store satsninger, og som sikrer en kunstnerisk oplevelse i verdensklasse med fri adgang for alle."
Ditlev Engel, koncerndirektør, Vestas:
"Med involvering i et kulturelt og inspirerende tiltag som Sculpture by the Sea Aarhus ønsker Vestas at støtte lokale aktiviteter, der samtidigt kaster et internationalt lys på Aarhus - byen der i løbet af 2011 vil huse Vestas' nye hovedsæde. Et arrangement som dette er med til at sætte Aarhus på verdenskortet og understøtter byens kulturelle omdømme og innovative fokus."
Peder Tuborgh, administrerende direktør, Arla:
"Det er vigtigt for en international virksomhed som Arla at kunne tiltrække veluddannede medarbejdere fra hele verden til vores hovedkontor i Aarhus, og vi vil gerne bidrage til, at Aarhus-området er et attraktivt sted at bo og besøge. Sculpture by the Sea Aarhus har bred appel og oplevelser for både børn og voksne, og så synes vi, udstillingen passer godt til, hvad vi arbejder for i Arla - netop at bringe forbrugerne tættere på naturen."
Anders Holch Povlsen, ejer og administrerende direktør, Bestseller:
"Sculpture by the Sea Aarhus bliver en unik begivenhed, hvor de mange besøgende får mulighed for en global kulturoplevelse i lokale omgivelser. I Bestseller er vi stolte over at bakke op om et sådant initiativ, der giver Aarhus profil og vækker international beundring."
Louise Gade, bestyrelsesmedlem, Nordea-fonden:
"Vi håber, at rigtig mange århusianere og turister igen i år får lyst til at tage en tur langs Aarhus' smukke bugt og møde spektakulær kunst fra hele verden. Nordea-fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur, og det gør Sculpture by the Sea Aarhus."
BRED LOKAL OPBAKNING
Udover de tre hovedsponsorer og Nordea-fonden nyder Sculpture by the Sea Aarhus stor opmærksomhed og bred opbakning fra flere fonde, Region Midtjylland og Aarhus Kommune. En række virksomheder bakker ligeledes op med både kontant støtte og konkret bistand, ligesom Helnan Marselis Hotel igen er en væsentlig samarbejdspartner
INTERNATIONAL UDSTILLING
Den store internationale skulpturudstilling Sculpture by the Sea Aarhus vender tilbage i sommeren 2011, hvor den tre kilometer lange kyststrækning fra Tangkrogen til Ballehage endnu engang omdannes til en kæmpe udendørs kunstudstilling med 60 nye, spændende skulpturer af kunstnere fra 21 nationer over hele verden. Sculpture by the Sea Aarhus fik en historisk succes i 2009, hvor anslået mere end en halv mio. gæster besøgte udstillingen.
Sculpture by the Sea Aarhus
Tangkrogen - Ballehage
2. juni - 3. juli 2011
Relevant information
http://www.aros.dk
Firma
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2
8000 Århus C.,
Danmark
87 30 66 18
30 66 51 42
http://www.aros.dk