20/06-11
-
Pressemeddelelse
Flere regnbuefarver på ARoS
I relation til Your rainbow panorama byder ARoS på flere farverige og sanseudfordrende værker af Olafur Eliasson.
ARoS præsenterer i udstillingsgalleriet på niveau 6 en række af den dansk/islandske kunstners installationer og værker på papir; heriblandt Beauty (1993), The inverted panorama house (2004) og Your atmospheric colour atlas (2009). Disse kredser på forskellig vis om farvers tilblivelse og fremtræden for det menneskelige øje.
Præsentationen af de i alt seks værker inviterer os med på en rejse gennem en rationel og sanselig verden, hvor geometriske former og eksperimenter med lys, skygger, farver, vand og bevægelse står i centrum. I mødet med Eliassons værker sættes vores sanselige erfaringer af verden og de kulturelle skabeloner, som er med til at forme vores omverdensforståelse, hele tiden i spil. Værkerne er udviklet fra 1993 og frem til i dag og er alle tæt forbundet med Your rainbow panorama.
I værket Beauty lyser et spotlys gennem et forhæng af fine støvregnstråler. Mødet mellem lys og vand danner et poetisk og visuelt farvespil - en regnbue - vis synlighed afhænger af beskuerens placering i rummet. I installationen The inverted panorama house aftegnes skiftende skygger og farverefleksioner fra fem roterende glasplader på en omgivende skærm. De besøgende bliver en del af værket, idet deres skygger projiceres op på den omgivende skærm og derved blandes med refleksionerne og skyggerne af værkets mekaniske indre. Your atmospheric colour atlas (2009) består af en tæt tåge, der bliver belyst fra oven i farverne rød, grøn og blå. Når man bevæger sig rundt i installationen i grænseområderne mellem de forskellige farvezoner blander farverne sig og danner magenta, cyan og gul. Den farverige tåge slører vores syn og udfordrer dermed vores orienteringsevne. Pludselig må vi orientere os i rummet efter de andre gæsters stemmer og skygger, som tågen indimellem fremhæver.
Efterbilleder og farvehukommelse
I sin Farvelære, først udgivet i 1810, undersøgte J.W. von Goethe fænomenet efterbilleder, dvs. den kendsgerning at man ved at betragte en enkelt farve, f.eks. rød, og derefter betragter en hvid væg, producerer den komplementære farve til rød, nemlig grøn. Goethe definerede på denne måde øjet og hjernen som medproducenter af det sete. Han fokuserede på farvers fænomenologiske kvaliteter ved at understrege, at deres fremtræden afhænger af forskellige parametre: det anskuede objekt i relation til dets omgivelser, dvs. om det er lyst eller mørkt og hvilke andre farver, der optræder omkring det, samt af den hjerne og de øjne, der sanser dem. Dette er en væsentlig pointe i forhold til mange af Eliassons værker. I Your atmospheric colour atlas og The inverted panorama house sætter han eksempelvis øjets fysiologi og vores erkendelsesmæssige forestillinger i scene. Han opererer med efterbilleder såvel som det, han kalder farvehukommelse. Farvehukommelsen består i en lagring af vores efterbilleder i hjernen. Som flygtige spor fra tidligere øjeblikke indsamler vi de oplevede farver i vores bevidsthed, hvilket påvirker vores videre sansning. De farver, vi erfarer, eksisterer således kun i øjet og ikke i den fysiske virkelighed. I denne sammenhæng er farve heller ikke et æstetisk mål i sig selv for Eliasson. Hans fokus er derimod rettet mod selve interaktionen mellem værk og beskuer, og på hvordan farve bliver til i samspil med beskuerens sansning og bevægelse.
Om Olafur Eliasson
Olafur Eliasson (f. 1967) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Han bor og arbejder i dag i Berlin og København. Eliasson er repræsenteret på kunstmuseer verden over og har været vist på en lang række udstillinger i ind- og udland. I slutningen af 2003 slog han for alvor igennem internationalt, da han installerede The weather project på Tate Modern i London - en kunstig sol, der lyste op i museets enorme turbinehal. Samme år repræsenterede han Danmark ved Venedig Biennalen. Hans første store soloudstilling i Danmark var Minding the world på ARoS Aarhus Kunstmuseum i 2004. Derefter fulgte bl.a. Take your time: Olafur Eliasson, der blev vist på adskillige museer, herunder MoMA i New York i 2008, og Innen Stadt Aussen i Martin Gropius Bau i Berlin, 2010. Harpa Reykjavik Concert Hall and Conference Centre, hvis facade Eliasson har skabt i samarbejde med Henning Larsen Architects, bliver indviet i august i år. Som professor ved Universität der Künste grundlagde Olafur Eliasson i april 2009 en kunstskole med navnet Institut für Raumexperimente.
Olafur Eliasson
- Beauty
- The inverted panorama house
- Your atmospheric colour atlas
- Navigation star
- Access compass
- The colour circle series
ARoS Aarhus Kunstmuseum. 18. juni - 30. december 2011. Udstillingsgalleriet, Niveau 6
Fotos af værkerne kan downloades fra www.aros.dk / Presse. Mail: 123456. Kode: 123. Husk venligst kreditering.
Relevant information
http://www.aros.dk
Firma
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2
8000 Århus C.,
Danmark
87 30 66 18
30 66 51 42
http://www.aros.dk