18/08-11
-
Pressemeddelelse
Timm Vladimirs foto-fortællinger
Tag med Timm Vladimir på en visuel verdensrejse, når han med "UDSIGT - REJSEBILLEDER AF TIMM VLADIMIR" viser gæster på ARoS et udvalg af sine fortællende rejsefotos.
Med udstillingen "UDSIGT - REJSEBILLEDER AF TIMM VLADMIR" inviterer Timm Vladimir gæsterne på ARoS med på en visuel og stemningsfyldt verdensrejse. En rejse, der går til destinationer som bl.a. Den Dominikanske Republik, Australien, USA, Cuba og Skotland fortalt gennem over 50 udvalgte rejsefotos udstillet på Niveau 3.
De fleste rejsende tyer til kameraet for at dokumentere og forlænge hukommelsen om deres oplevelser, men ikke alle har øje for fortællinger eller "fortæller" historier med samme nærværende og skarpt observerende blik som Timm Vladimir.
"Timm Vladimirs rejsebilleder har en særlig intensitet og nærhed over sig. De vidner om, og genspejler, den rejsendes nysgerrige og opmærksomme blik på verdens motiver og mangfoldige detaljer," forklarer formidlingsinspektør Birgit Pedersen og uddyber:
"Udstillingen kan forhåbentlig inspirere andre til at skærpe opmærksomheden på det som opleves og udspiller sig foran én - uanset om man er "hjemme" eller "ude" i verden. Timm Vladimir bruger kameraet som blik på en særlig måde - uden at være skolet. Han udgør derved et godt eksempel på, at man kan lære sig selv at skærpe blikket, hvis kærligheden og nysgerrigheden til det, man oplever og retter objektivet imod er stor nok."
FOTOKUNSTNEREN TIMM VLADIMIR
Timm Vladimir arbejder, ved siden af sit job som skuespiller, som fotokunstner. Han blev uddannet på Skuespillerskolen ved Århus Teater i 1993, og som fotograf er han autodidakt. Han har gennem en årrække arbejdet professionelt med især rejsebilleder. Vladimir har bl.a. taget rejsebilleder for Magasinet Cover og dagblade som Berlingske Tidende og B.T. Ligesom han er skribent for nordens største fotomagasin Digital Foto. Derudover afholder han en fotoskole, hvor han gennem foredrag giver tips og inspiration til bedre feriebilleder, samt råd til at se det gode motiv og få det indfanget. Vladimir har også tidligere samarbejdet med ARoS, da han som én af kunstnerne på CATCH10 varetog en fotoworkshop med de unge catch10-deltagere og fungerede som deres sparringspartner i udviklingen af deres fotoværker.
Timm Vladimir er forhindret i at deltage i åbningen af udstillingen, men vil senere være til stede ved et mindre arrangement på museet og her besvare eventuelle spørgsmål. Mere information følger herom.
UDSIGT - REJSEBILLEDER AF TIMM VLADIMIR.
27. august - 23. oktober 2011
ARoS Aarhus Kunstmuseum. Niveau 3.
Relevant information
http://www.aros.dk
Firma
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2
8000 Århus C.,
Danmark
87 30 66 18
30 66 51 42
http://www.aros.dk