02/12-11
-
Pressemeddelelse
ARoS præsenterer to amerikanske nyerhvervelser
John Kaceres fotorealistiske maleri Joni 90 og Tony Martellis skulptur Yesterday får nu deres debut i museets permanente samling
For at markere de to nye amerikanske indkøb, har ARoS indrettet et rum i Art City med en række andre værker fra museets samling af amerikansk kunst, som ikke har været vist de senere år. Med en samlet ophængning af de amerikanske værker ønsker museet at præsentere publikum for den billedverden og motivkreds, som vandt indpas i den amerikanske kunst fra 1960 og frem. Fælles for værkerne er en fascination af populærkulturen og af byen som moderne kulturrum, og hver især udgør de en kunstnerisk registrering af det amerikanske samfund og dets historiske forandringer.
JOHN KACERE
Lige siden udstillingen This is America i 2001 på Aarhus Kunstmuseum har museet haft et ønske om at føje et værk af den legendariske, amerikanske fotorealist John Kacere til ARoS' samling. Med erhvervelsen af værket Joni 90 er det endelig lykkes. John Kacere tilhører generationen af amerikanske fotorealister, der voksede ud af popkunsten i slutningen af 1960'erne, og som op igennem 1970'erne imponerede med sine malerier af lingeriklædte kvinder. I Kaceres værk ser man, hvordan fotorealisterne gjorde brug af fotografier, som de bearbejdede og med minutiøse penselstrøg eller airbrush omsatte til malerier med ekstremt perfektioneret detaljerigdom.
TONY MATELLI
Også skulpturen Yesterday, skabt af den unge amerikanske kunstner Tony Matelli, er en nyerhvervelse og har fået plads i galleriet. Yesterday, der kan ses som et monument over kedsommeligheden, forestiller et overdimensioneret korthus bygget af spillekort, øldåser, pizzarester og cigaretskodder. Skulpturen er støbt i bronze, og det skaber en humoristisk modsætning mellem motivet og materialet. ARoS ejer i forvejen det markante skulpturværk Fucked af Tony Matelli.
DEN AMERIKANSKE SAMLING
Samlingen går tilbage til '70, hvor museet erhvervede Warhols Marilyn (1964). Ønsket var, at museet også skulle have en international samling. I starten var indkøbene overvejende grafiske værker. Sidenhen har samlingen udviklet sig til også at omfatte malerier, der ofte er erhvervet gennem donationer.
ARoS glæder sig over at kunne præsentere denne nyophængning af amerikansk nutids- og popkunst og vise de to nye værker i en større sammenhæng. Der bliver mulighed for et gensyn med bl.a. Richard Estes Revolving Doors (doneret af Dennis og Jytte Dressing), Robert Rauschenbergs Catch. Urban Bourbon (doneret 2005 af Ny Carlsbergfondet), David Parrish Marilyn (Erhvervet 2001 med støtte fra Kulturarvsstyrelsen og Augustinusfonden) og selvfølgelig Warhols Marilyn.
Alle værkerne binder an til den særlige amerikanske tradition, som handler om kunstens møde med virkeligheden - hvor kunsten er som et rum, hvor både vi selv og verden omkring os spejles - hvor der arbejdes med 'øjeblikket' fra den synlige virkelighed.
Relevant information
http://www.aros.dk
Firma
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2
8000 Århus C.,
Danmark
87 30 66 18
30 66 51 42
http://www.aros.dk