14/11-13
-
Pressemeddelelse
Køge erhvervsliv i skæv og farvestrålende udgave
To kunstnere er gået sammen om at male et stort kunstmaleri, som afbilleder Køges erhvervsliv. Værket vil blive sat op hos Køge Erhvervsservice. Fredag den 22. november afholdes der fernisering, hvor alle, som gerne vil se Køge fra en skæv og spændende vinkel, er velkomne.
De to kunstnere, Lise Højer og Kamilla Gandrup, præsenterer med deres skæve og sjove motiver Køges erhvervsliv i et noget andet lys, end man normalvis ser. Man er ikke i tvivl om, at det er Køge, som er motivet, men herfra slippes humoren og fantasien løs. Den forhenværende form brydes, og det der tidligere eksisterede erstattes af skæve bygninger, som nærmest tager en menneskelig form. Den skæve stilart i maleriet overlader meget til fantasien, så det bliver op til beskueren selv at skabe historien, og det er netop det, som maleriet vil. Ferniseringen finder sted til Power Netværksmødet - som afholdes i forbindelse med kampagnen Uge 47 - den 22. november hos Køge Erhvervsservice.
Netværksmøde gav bonus
Ideen til det store vægmaleri opstod under sidste års Power Netværksmøde under Uge 47 kampagnen. Kampagnen sætter i en hel uge fokus på iværksætteri, og hvordan virksomheder kan øge indkomsten. Begge kunstnere er webgalleriejere og deltog på netværksmødet for at styrke deres netværk. Køge Erhvervsservice lagde som medarrangør lokaler til arrangementet og deltog selv til arrangementet.
"Det var lige i netværkets ånd, at dette kunstprojekt udsprang. Vi manglede noget på vores vægge, og netværksmødet satte os sammen, og vi fik her ideen til et stort vægmaleri. Vi bor sammen med 25 mindre virksomheder, og de har sammen med kunstnerne sat rammen for, hvilken fortælling og hvilket motiv der skulle tages udgangspunkt i. Det har efterfølgende været op til Lise og Kamilla at give malerierne deres personlige udtryk, hvilket vi glæder os meget til at se resultatet af", fortæller Jes Pettersson, konsulent hos Køge Erhvervsservice.
To kunstverdener mødes
Højer og Gandrup arbejder til dagligt med hver deres stilarter. Højers kunstværker er for det meste portrætter. Hun maler og tegner efter fotografier og inspirationen til det endelige motiv, får hun fra oplevelser. Gandrup bevæger sig i et noget mere surrealistisk univers, der samtidig tydeligt viser, hvilket motiv der er tale om - nemlig huse. Hendes inspiration kommer fra hverdagen, fra børn og egne livserfaringer. Nu er de gået sammen om kunstværket hos Køge Erhvervsservice, hvor de tager udgangspunkt i Gandrups stilart.
Om det, at arbejde med en anden stilart og motiv end hun normalt arbejder med, fortæller Lise Højer:
"Det har været sjovt og udforende for mig at arbejde med et så stort et maleri som tilfældet hos Køge Erhvervsservice. Jeg lærer meget af at prøve nye stilarter, selv om jeg selv arbejder med helt andre motiver og teknikker til daglig."
Resultatet på samarbejdet kan ses til ferniseringen under Power Netværksmødet fredag den 22. november mellem kl. 15:30 og 19:00 på Galoche Allé 15, 1. sal. De to kunstnere vil også fortælle om historien bag og arbejdet med maleriet. Alle interesserede er velkomne.
Er man interesseret i at se andre af Lise Højer og Kamilla Gandrups værker, kan man besøge de to webgallerier artmakery.dk og gallerikg.dk.
FAKTA
Om Køge Erhvervsservice
Køge Erhvervsservice er et gratis tilbud til både iværksættere og etablerede virksomheder, som er bosat i Køge Kommune. Gennem kurser, fortrolig vejledning og arrangementer hjælper Køge Erhvervsservice iværksættere og virksomheder videre i forbindelse med udvikling, vækst og opstart af virksomhed.
For mere information om Køge Erhvervsservice se her: www.koegeerhvervsservice.dk
Om artmakery.dk
Artmakery er startet af kunstner Lise Højer. Hun har tidligere gjort karriere i finansverdenen, men kunsten har altid trukket i hende, og en dag besluttede hun sig for, at hun ville leve af sin passion. Hos Artmakery er der tilknyttet op til flere kunstnere, og webgalleriet er ment som en platform, hvor kunstnere kan mødes og blive dygtigere i hinandens selskab - lære af hinanden - men hvor målet ultimativt er at gøre kunsten tilgængelig for andre, så det ikke forbliver en lukket kunstnerkreds. Hos Artmakery kan privatpersoner og virksomheder købe og bestille kunst, kunstforeninger kan også bestille udstillinger og alle kan tilmelde sig malerkurser.
For mere information om Artmakery.dk og kunstnerne se her: www.artmakery.dk
Om gallerikg.dk
Malerierne er blevet en stor del af Kamilla Gandrups liv og historie. At male giver hende energi og glæde, og når hun arbejder med sine kunstværker, fordyber hun sig i en verden, hvor hun kan glemme alt det alvorlige og stress og jag, der til tider fylder i hverdagen. Hendes ønske er, at andre kan få en del af den energi ved at kigge på dem. At andre i et øjeblik kan vende tilbage til den barnlige verden, hvor alt ansvar, stress og krav fra andre er væk. Tilbage til et sted, hvor man kan lade op for derefter at vende tilbage med fornyet energi og et smil på læben. Hos gallerikg.dk kan man købe malerier og bestille udstillinger af Kamilla Gandrup, som også er ejer af webgalleriet.
For mere information om Kamilla Gandrup og hende kunstværker se her: www.gallerikg.dk
Kontakt
Jes Pettersson, konsulent, Køge Erhvervsservice, telefon: 20 52 94 04
Pressekontakt
Lise Højer
Kunstner
20990317
20990317