12/12-11
-
Pressemeddelelse
Atea blandt de grønneste virksomheder i Norden
Atea opnår grøn milepæl om at være i top 15 på indekset Nordic Carbon Disclosure Leadership.
I det netop offentliggjorte Nordic Carbon Disclosure Leadership Index opnår Atea 84 ud af 100 point. Det giver Atea en anden plads i kategorien nordiske it-selskaber og en 13. plads blandt alle 260 deltagende nordiske selskaber. Indekset opgør, hvor meget CO2 organisationerne udleder, deres evne til at måle og fremlægge resultaterne og deres strategier for at nedbringe forbruget.
"Vi er meget stolte over at være i top 15 i Nordic Carbon Disclosure Leadership Index, fordi det viser, at vores arbejde med at nedbringe Ateas CO2-udslip er lykkedes. Tilbage i 2007 indså vi, at hvis vi vil gøre noget for at nedbringe den globale opvarmning, er vi nødt til at starte med os selv her i Atea. Derfor udviklede vi en ambitiøs klimaplan og integrerede den i vores forretningsstrategi og operationer," siger administrerende direktør Peter Trans, Atea.
En del af Ateas klimastrategi har været at implementere klima-management-systemet ISO14001 samt en CO2-reduktionsplan, der forpligter Atea til at reducere 25 procent af CO2-udslippet per medarbejder i 2015 sammenlignet med tallene fra 2007.
"Gennem de sidste fire år har vi nedbragt CO2-udslippet med 15 procent, dermed er vi halvvejs mod vore 2015-mål. Set fra et økonomisk perspektiv har vi sparet 30 millioner kroner ved at nedbringe udslippet. Der er stadig plads til forbedringer, men vi på rette vej, og det er blevet naturligt for os at tænke grønt i hverdagen," siger Peter Trans.
Atea er den førende udbyder af it-infrastruktur og service i Norden og Baltikum, og grøn it er centralt for Atea såvel som for mange af Ateas kunder. Derfor har Atea flere forskellige grønne koncepter, goITloop og goITgreen, der gør det simpelt for kunderne at tænke mere grønt og bæredygtigt.
Relevant information
http://www.atea.dk