20/06-14
-
Pressemeddelelse
3.500 lærere it-klar til skolereform
Skolereformen, som træder i kraft efter sommerferien, stiller krav om, at lærere i højere grad forbereder sig på skolen og bruger it i undervisningen. Uden det rette digitale udstyr er kravene svære at leve op til. Derfor lader Københavns Kommune nu samtlige 3.500 lærere selv vælge, hvilken ny computer de vil arbejde på fra det kommende skoleår.
Efter sommerferien ringer klokken ind for folkeskolelærerne til store ændringer i arbejdsforholdene. De skal undervise flere timer, bruge mere it i undervisningen og forberede sig på skolen. Det er en udfordring, at der på mange skoler bliver trængsel om tastaturet, fordi ikke alle kommuner stiller computer til rådighed for hver enkelt lærer. Landets største kommune går nu forrest og klæder lærerne på til den nye fremtid ved at investere i bærbare computere og lade lærerne selv vælge, præcis hvilken model de ønsker.
"Vi vil ikke bede lærerne om at tilbringe mere tid på skolen uden at give dem en personlig computer at arbejde på. I Københavns Kommune tilpasser vi os de nye vilkår ved at give lærerne de bedst mulige betingelser for undervisningen. Det er helt afgørende for reformens succes, at lærerne bliver motiverede til at bruge digitale medier i undervisningen. Vi skal ikke kloge os på, hvad den enkelte lærer ønsker," siger Pia Allerslev, børne- og ungdomsborgmester, Københavns Kommune.
"Optakten til skolereformen har bestemt ikke været problemfri. Et frit valg af computer imødekommer den enkelte lærers behov, og ude på skolerne er der stor tilfredshed med den velvilje, kommunen viser. Lærerne skal møde eleverne i den digitale hverdag, de allerede befinder sig i, og det gør de bedst ved selv at bestemme, hvordan og med hvilket redskab," siger Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening.
Pressekontakt
Søren Jensen
Direktør
30 78 00 22