Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
25/05-11   -   Pressemeddelelse

Børn med autisme har også brug for positive relationer

Et konsekvent, positivt fokus giver udsatte børn de bedst mulige udviklingsbetingelser. Det er filosofien bag ICDP, og erfaringer fra Autisme Center Vestsjælland (ACV) viser, at det også gælder for børn med autisme. Her har arbejdet med ICDP blandt andet resulteret i færre magtanvendelser, og for at understøtte den fortsatte udvikling har fem pædagoger på ACV netop færdiggjort uddannelsen til ICDP-vejleder.

ICDP (International Child Development Program) har som udgangspunkt, at den voksne bærer ansvaret for de relationer, man indgår i - både privat og professionelt. Men giver det overhovedet mening at arbejde med relationen, når den er til et menneske med en autismediagnose?

"Vores erfaring er, at ICDP i høj grad er brugbart i arbejdet med såvel børn som voksne med autismespektrum-forstyrrelser. Det er imidlertid nyt at arbejde med autisme på denne måde. Mennesker med autisme kan ofte qua deres sociale handicap efterlade et indtryk af ikke at have brug for relationer til andre. Men det er ikke det samme som, at relationer ikke betyder noget for dem. Alle har brug for omsorg, blot på forskellige måder - og som voksen pædagog handler det så om at justere ind i forhold til barnet eller den voksne bruger," forklarer pædagog Cathrine Lyster Nielsen, som netop er blevet certificeret ICDP-vejleder.

Konsekvent, positivt fokus
Som ICDP-vejleder kan Cathrine fx vejlede forældre eller professionelle pædagoger, individuelt og i teams, i ICDP's metoder. For mange pædagoger er det ikke ukendt at arbejde med relationer, men ICDP's måde at gøre det på er ny. Grundprincippet er, at fokus på det positive er det eneste, som skaber udvikling, og dét princip føres konsekvent igennem:
"ICDP er ikke fejlfornægtende, men har erkendt, at hvis vi kun kigger på det, der går galt, får vi ingen udvikling. Derimod skaber vi udvikling ved at fokusere på det, der fungerer godt. Og det gælder både, når vi som pædagoger arbejder med relationen til et barn, men også når pædagogen selv arbejder med sine relationskompetencer og fx får kollegial feedback; her stopfodres man med alt det, der gøres godt," siger Cathrine Lyster Nielsen.

Færre magtanvendelser
Det handler om at sensitivere den voksne i forhold til barnet. Fx gør udadreagerende adfærd noget ved os; og her hjælper det at redefinere barnet og relationen til barnet positivt. Hvis et barn, som normalt ville sparke efter en voksen, når det bliver vredt, på et tidspunkt i stedet går ind på sit værelse og smækker med døren, kan man fx sige: "Hvor var det godt, at du gik ind til dig selv i stedet for at sparke."
I det børne-unge-team på ACV, hvor Cathrine gennem uddannelsen har øvet sig i ICDP-vejledning, har metoden betydet, at antallet af magtanvendelser er faldet fra 2-3 om måneden til ingen overhovedet. Dertil kommer en fremdrift på andre områder, fordi barnet føler sig set og anerkendt. Pædagogerne har på deres side fået bedre indsigt i egne relationskompetencer og intensiv træning i ressourcetænkning.

Udredning giver gladere pædagoger
"I vores samfund er der tradition for at se barnet og dets adfærd som noget forkert, der skal rettes, og barnet sendes fx til udredning. ICDP sætter spørgsmålstegn ved, at vi kun sender børnene af sted uden at tage stilling til, hvordan personalet kan ændre adfærd, så barnet får optimale muligheder for at udvikle sig. Jeg har selv virkelig skullet arbejde med kun at kigge på det positive i stedet for at tænke i fejlretning, men det er helt klart indsatsen værd. Fagligt får jeg bedre resultater - og så bliver man simpelthen gladere af det positive fokus," fortæller Cathrine Lyster Nielsen.
På baggrund af sine erfaringer fra den praksisorienterede vejlederuddannelse vil hun fremover fungere som ICDP-vejleder både på og uden for ACV.

###

Billedtekst "Det første hold ICDP-vejleder fra ACV". (Navnene er fra venstre mod højre)
· Lisa Damgaard, Team 7
· Fie Lester, Team Rådgivning
· Anette Kagstrup, Team 6
· Asha Wiik, Team 11
· Cathrine Lyster Nielsen, Team 9
· Underviser Annette Groot fra GR Psykologerne står yderst til højre.

Relevant information

http://www.a-c-v.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Autisme Center Vestsjælland
Rosenkildevej 85
4200 Slagelse, Danmark

  58 50 27 09

http://www.a-c-v.dk

Modtag nyheder fra Autisme Center Vestsjælland på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater