15/09-10
-
Pressemeddelelse
Avisen.dk ansætter kommerciel chef
Michael Kjær, 41 år, er ansat som kommerciel chef hos Avisen.dk. Hans opgave bliver at udvikle den kommercielle profil for Avisen.dk - blandt andet gennem kommercielle, indholdsbaserede partnerskaber.
"Michael Kjær har en stærk baggrund inden for netmedier og salg. Med ham på holdet går vi nu målrettet efter en ny form for integration mellem redaktionelt og kommercielt indhold - uden at det beklikker vores redaktionelle troværdighed," siger chefredaktør Rasmus Emborg.
Den kommercielle chef får et tæt samarbejde med Freeway Media, som har ansvaret for salg af bannerannoncer til Avisen.dk.
"Avisen.dk er en ny og spændende satsning inden for internetmedier og har bevist sin plads i medielandskabet gennem dagsordensættende journalistik. Avisen har skabt et spændende og dynamisk kommercielt univers, hvor et miks af redaktionelt indhold kan kombineres med annoncørernes kommercielle budskaber. Derfor vil Avisen.dk's kommercielle afsæt være at arbejde med annoncørernes branding, kendskab og præference," siger kommerciel chef Michael Kjær.
Michael Kjær har de sidste 15 år arbejdet indenfor medier, tele og internet og senest som selvstændig management konsulent med vægt på ledelse, salg og processor, ligesom han har været involveret i en række iværksætterprojekter.
Michael kommer med en baggrund fra medie- og telebranchen, og har beklædt ledende poster hos bl.a. SBS Radio/The Voice, Nordjyske Medier, TDC og senest hos Søndagsavisen, hvor han var markedsdirektør hos portalen Ofir.dk.
Om Avisen.dk:
Avisen.dk er Danmarks gratis online-avis, der dækker bredt, med et særligt fokus på arbejdslivet med kritisk, vedkommende og uafhængig journalistik. Avisen.dk er ejet af A-pressen og internetkoncernen Freeway og har 1 års fødselsdag i denne måned.
Relevant information
http://www.avisen.dk/