25/03-10
-
Pressemeddelelse
33 mio. kr. til markedsføring af Danmark gennem gastronomi, sport, mode og film
Fonden til Markedsføring af Danmark har for 6. gang uddelt penge til projekter, der skal markedsføre Danmark. Denne gang satser man på store og markante projekter indenfor gastronomi, sport, mode og film.
Med en ny samlet sum på godt 33 mio. kroner satser Fonden til Markedsføring af Danmark på at brande Danmark via en række markante projekter, der bygger på en række af Danmarks internationale styrkepositioner.
Med en bevilling på 12 mio. kroner støtter fonden et nyt offentligt-privat-partnerskab indenfor gastronomi. Det nye konsortium skal udbrede kendskabet til dansk og nordisk gastronomi og videreudvikle vores stærke brand som leverandør af kvalitetsfødevarer.
Herudover støtter Fonden også projekter indenfor sportens verden. Der er afsat midler til afholdelsen af VM i Landevejscykling i 2011 i Danmark samt den internationale markedsføring af UEFA U21-EM i fodbold, som også afholdes i Danmark næste år. Endelig modtager også Copenhagen Fashion Week og filmfestivalen CPH:DOX støtte fra Fonden.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
- Kendskabet til Danmark er centralt for at sikre dansk eksport og for arbejdet med at tiltrække investeringer, arbejdskraft og turister til landet. De nye projekter skal bidrage til at skabe et klart og positivt billede af Danmark i udlandet. Det nye konsortium for gastronomi skal udbrede kendskabet til dansk gastronomi og det nye nordiske køkken, der går sin sejrsgang over hele verden i disse år. Også de markante sportsbegivenheder, en kreativ modeuge og en kvalitetsorienteret filmfestival skal være med til at styrke vores omdømme i udlandet.
Bestyrelsesformand Jørgen Tandrup:
- Vores rolle som selvstændig bestyrelse er at understøtte og fremme store, perspektivrige begivenheder, som kan være med til at markedsføre Danmark i udlandet. Vi mener, at markedsføringen af Danmark skal bygge på de styrkepositioner Danmark allerede besidder.
Relevant information
http://www.oem.dk
Firma
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 15
40 18 43 46
http://www.oem.dk