29/04-10
-
Pressemeddelelse
Folketinget vedtager enstemmigt regeringens konkurrencepakke
Regeringens konkurrencepakke blev i dag enstemmigt vedtaget i Folketinget. Konkurrencepakken styrker konkurrencen mærkbart på både de private og offentlige markeder. Stærk konkurrence giver bedre produkter til lavere priser. Og det giver konkurrencedygtige virksomheder, som er omstillingsparate og innovative.
Konkurrencepakken ændrer konkurrenceloven, benzinforhandlerloven og indeholder en ny lov om håndhævelse af udbudsreglerne.
Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
- Øget konkurrence er et vigtigt element til at løse de økonomiske udfordringer i samfundet. Konkurrence giver forbrugerne lavere priser og bedre produkter, og samtidig giver konkurrence virksomhederne et naturligt ønske om at udvikle deres forretning.
- Med ændringen af konkurrenceloven forbedrer vi blandt andet kontrollen af fusioner mellem virksomheder. Dermed reducerer vi risikoen for fusioner, som svækker konkurrencen og giver højere priser.
- Regeringen skærper også konkurrencen om offentlige opgaver. Frem over kan grove overtrædelser af udbudsreglerne betyde bøde, eller at kontrakten skal ophøre. Det vil bidrage til, at den mest konkurrencedygtige tilbudsgiver vinder. Det giver bedre og billigere offentlige indkøb. Og det vil igen anspore til flere offentlige udbud.
Lovændringerne indeholder tre hovedelementer:
En ændring af reglerne om fusionskontrol, som bl.a. betyder, at flere fusioner frem over skal godkendes af myndighederne.
Nye regler, der gør det muligt at håndhæve konkurrenceloven mere effektivt. Forbrugerombudsmanden får bl.a. kompetence til at være grupperepræsentant i gruppesøgsmål om konkurrencesager, og bagatelgrænsen for markeds- og kundedelingsaftaler fjernes.
Effektive sanktioner ved grove overtrædelser af udbudsreglerne.
Relevant information
http://www.oem.dk
Firma
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 15
40 18 43 46
http://www.oem.dk