31/05-10
-
Pressemeddelelse
Brian Mikkelsen: - Vi har styrket gennemslagskraften i den danske turist-markedsføring
Med lov om VisitDenmark er en ny organisering af dansk turisme blevet vedtaget af et meget bredt flertal i Folketinget
Et bredt politisk flertal i Folketinget bestående af regeringen, S, DF, SF, RV og LA har i dag vedtaget lov om VisitDenmark. Det styrker den internationale markedsføring med et mere forretningsorienteret VisitDenmark samt et øget offentligt-privat samarbejde i dansk turisme.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
- Med den nye organisering af VisitDenmark styrker vi den internationale markedsføringsindsats og bidrager dermed til at trække flere turister til Danmark til gavn for væksten og beskæftigelsen i samfundet. VisitDenmark bliver mere forretningsorienteret, vi skaber en klarere arbejdsdeling mellem aktørerne i dansk turisme, og vi styrker koordinationen og offentligt-privat samarbejde. Det er et godt skridt i den rigtige retning for dansk turisme, som et meget bredt flertal står bag.
Loven lægger op til følgende ændringer i turismeindsatsen:
Et mere forretningsorienteret VisitDenmark
Der lægges op til, at det nye VisitDenmark fremover skal fokusere på at markedsføre og brande Danmark som turistmål i udlandet med henblik på at trække flere turister til Danmark. VisitDenmark får samtidig en mindre og forretningsorienteret bestyrelse med i alt syv medlemmer, hvoraf mindst en har indsigt i den regionale og kommunale turismeindsats.
Klarere arbejdsdeling og styrket koordination
For at sikre en mere effektiv udnyttelse af de offentlige midler lægges der op til en klarere arbejdsdeling mellem VisitDenmark samt de regionale og kommunale turismeaktører. VisitDenmark vil ikke længere varetage produkt- og oplevelsesudvikling, men udelukkende fokusere på den internationale markedsførings- og brandingindsats. For at undgå overlap og parallelprojekter får VisitDenmark samtidig ansvaret for at koordinere den internationale indsats for turismemarkedsføring og branding, der medfinansieres af offentlige midler.
Der etableres en tværgående koordinationsgruppe med deltagelse af de statslige, regionale og kommunale aktører samt erhvervets organisationer, der skal sikre sammenhængen i værdikæden mellem udvikling og markedsføring samt komme med forslag til forbedringer af rammevilkår.
Styrket offentlig-privat samarbejde
Der etableres en række erhvervspartnerskaber, hvor offentlige og private turismeaktører samarbejder om udvikling og markedsføring i forhold til fælles målgrupper.
Lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2010.
Relevant information
http://www.oem.dk
Firma
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 15
40 18 43 46
http://www.oem.dk