25/11-10
-
Pressemeddelelse
Sikker sejlads i grønlandske farvande styrkes med ny dansk-grønlandsk aftale
Danmark og Grønlands Selvstyre har i dag indgået en aftale om at styrke samarbejdet for at øge sikkerheden ved sejlads omkring Grønland.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen har underskrevet en aftale sammen med medlem af Grønlands regering, Jens B. Frederiksen, ansvarlig for boliger, infrastruktur og trafik.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
Det skal være sikkert og trygt at sejle i farvandene omkring Grønland. Derfor er jeg i dag blevet enig med Grønlands Selvstyre om at styrke vores gode samarbejde for at skabe sikkerhed i farvandene omkring Grønland. Vi styrker samarbejdet mellem Danmark og Grønland i aftalen, som kommer både søsikkerheden og miljøet til gode. På grund af de grønlandske farvandes karakter og vejrliget, er det ikke mindst i forbindelse med passagersejlads vigtigt, at sikkerheden er i top.
Medlem af Grønlands regering, ansvarlig for boliger, infrastruktur og trafik, Jens B. Frederiksen:
Jeg er glad for, at der er kommet øget fokus på sejlads i de arktiske farvande. Det er essentielt, at arbejdet med sikkerhed sker til fordel for den grønlandske borger. Der er op mod to drukneulykker i Grønland om måneden, hvilket er et alt for højt antal. Derfor er et initiativ, hvor de grønlandske og danske myndigheder danner fælles front for at mindske antallet af ulykker i alle typer af fartøjer vigtigt. Det gælder bl.a. gennem indførelse af obligatorisk sikkerhedsudstyr i mindre lystfartøjer.
Samarbejdsaftalen indebærer også et nyt kontaktudvalg, hvor en tæt dialog skal bidrage til at styrke sikkerheden og forebygge ulykker til søs.
Danmark og Grønland går internationalt forrest for sikker sejlads i farvandene omkring Grønland, Arktis og Antarktis. I FN's søfartsorganisation, IMO, har Danmark fremsat flere forslag, der skal være med til at styrke sikkerheden i de miljømæssigt sårbare og øde områder.
Aftale om grønlandsk-dansk kontaktudvalg om søsikkerhed :
http://sitecore.oem.dk/~/media/oem/pdf/2010/Pressemeddelelser-2010/24-11-10-sikker-sejlads-i-gronlandske-farvande/aftale-om-sosikkerhed-gl-dk24-11-10.ashx
Relevant information
http://www.oem.dk
Firma
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 15
40 18 43 46
http://www.oem.dk