11/02-11
-
Pressemeddelelse
Brian Mikkelsen: Handlingsplan for PCB i støbeskeen
I dag præsenterede økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen i Miljø- og Planlægningsudvalget elementerne i regeringens kommende handlingsplan for PCB.
Regeringen offentliggør til foråret en handlingsplan, der bl.a. skal give bedre viden og rådgivning om PCB. Handlingsplanen bygger videre på de initiativer, de involverede myndigheder allerede har igangsat.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
Regeringen tager PCB-problemstillingen meget alvorligt. Vi har at gøre med en kompleks problemstilling, og derfor foreslår vi en handlingsplan med tre spor:
Med første spor skal vi opnå den nødvendige viden om PCB. Blandt andet skal vi blive klogere på den helbredsmæssige påvirkning af PCB fra indeklimaet, hvor udbredt PCB er i danske bygninger og hvordan man bedst og billigst renoverer for PCB.
Det andet spor skal hurtigt sikre, at bygningsejere, der allerede står med problemet, får lettere tilgængelig vejledning og rådgivning om PCB.
Det tredje spor skal sørge for, at indsatsen for at håndtere PCB-holdigt affald styrkes. Det er afgørende, at PCB, der fjernes fra bygninger, destrueres korrekt, så arbejdsmiljøet sikres, og vi ikke får PCB ind i vores fødevarer.
PCB er en svært nedbrydelig miljøgift, der bl.a. har været anvendt i byggematerialer som fx fugemasse i perioden 1950-1977. Anvendelsen af PCB i byggematerialer har været forbudt siden 1977. I 2009 fastsatte Sundhedsstyrelsen aktionsværdier for indholdet af PCB i indeluften.
Regeringen har løbende iværksat initiativer vedr. håndtering af PCB. I april 2009 blev der bl.a. udsendt faktaark om, hvordan PCB i byggeaffald, indeluft, arbejdsmiljø og affald skal håndteres. Og Erhvervs- og Byggestyrelsen udgav i december 2010 en vejledning om, hvordan man måler PCB i indeluften, så bygningsejere kan afgøre, om Sundhedsstyrelsens aktionsværdier for PCB i indeluften er overskredet.
Det er bygningsejers ansvar at sikre, at en bygning ikke er sundhedsfarlig at bo eller opholde sig i. Kommunerne har desuden pligt til at føre tilsyn med bygninger og boliger og skal reagere, hvis den bliver opmærksom på, at bygninger til ophold er sundhedsfarlige.
Relevant information
http://www.oem.dk
Firma
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 15
40 18 43 46
http://www.oem.dk