31/03-11
-
Pressemeddelelse
Brian Mikkelsen: - Certificering af bankrådgivere og risikomærker giver forbrugerne større sikkerhed i investeringer
En ny certificering af bankrådgiverne skal sikre, at de har tilstrækkelige kompetencer inden for relevant lovgivning, investeringer og økonomisk forståelse.
Desuden skal banker og andre finansielle virksomheder give kunderne klar besked om muligheden for tab ved forskellige typer af investeringer i en såkaldt trafiklysmærkning, som inddeler investeringerne i tre kategorier: Grøn, gul og rød - alt efter muligheden for at tabe sin investering helt eller delvist. Samtidig tager risikomærkningen højde for, om produkterne er vanskelige at gennemskue.
Forbrugerne får bedre grundlag for at gå i dialog med rådgiverne om de forskellige produkter for investering, fordi rådgivere i "grøn" og "gul" risikomærkning, skal have gennemgået et systematisk uddannelsesforløb. For rådgivere omkring "rød" risikomærkning, er der krav om at bestå en prøve, der dokumenterer, at de har den fornødne kompetence.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
Med risikomærkningen kan forbrugerne hurtigt danne sig et overblik over risikoen ved en investering i værdipapirer. Den nye certificering af rådgiverne og indførelsen af trafiklysene forventer jeg vil blive til stor gavn for forbrugerne.
Med de nye regler forpligter vi bankerne til at sikre, at deres medarbejdere er klædt på til at rådgive forbrugerne om investeringer.
Vi har desværre set en række eksempler på, at almindelige bankkunder ikke har været fuldt klar over den risiko, de løb med deres investeringer. Den nye risikomærkning vil være et stærkt bidrag til, at vi vil se færre lignende sager i fremtiden.
Certificeringen af rådgiverne kommer blandt andet efter en undersøgelse fra Finanstilsynet sidste år, der viste, at en del investeringsrådgivere ikke havde fuldt tilstrækkelige kvalifikationer til at rådgive om selv almindelige investeringsprodukter.
De nye regler træder i kraft 1. august 2011 for rådgivere af "grønne" og "gule" investeringsprodukter, mens kravet om en bestået prøve for rådgivere af "røde" investeringsprodukter træder i kraft 1. december 2011. Der er derudover en overgangsordning på et år for medarbejdere, der er ansat inden 1. august 2011.
Risikomærkningen er baseret på farverne i et trafiklys:
Grøn: Produkter, hvor risikoen for at tabe indskuddet er meget lille. Eksempler: Danske statsobligationer og danske realkreditobligationer.
Gul: Produkter, som ikke er vanskelige at gennemskue, men hvor der er risiko for at tabe indskuddet helt eller delvist. Eksempler: Børsnoterede aktier, investeringsbeviser og garantbeviser.
Rød: Produkter, hvor det er muligt at tabe mere end indskuddet, og produkter, som er vanskelige at gennemskue. Eksempler: Unoterede aktier, pantebreve, hedgefonde og CFD'ere.
Relevant information
http://www.oem.dk
Firma
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 15
40 18 43 46
http://www.oem.dk