08/04-11
-
Pressemeddelelse
Nørby formand for bestyrelsen i Dansk Vækstkapital - Risikovillig kapital hurtigt på vej til iværksættere og mindre virksomheder
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen har i dag udpeget bestyrelsen for det nye investeringsselskab, Dansk Vækstkapital, som skal stå i spidsen for udmøntningen af aftalen mellem regeringen, F&P, ATP og LD om at stille 5 mia. kr. til rådighed som risikovillig kapital til investeringer for iværksættere samt små og mellemstore virksomheder.
Lars Nørby Johansen er formand for bestyrelsen, og øvrige bestyrelsesmedlemmer er: Birgit W. Nørregaard, Nina Movin, Michael Ring, Viggo Nedergaard Jensen, Asbjørn Berge samt Peter Erik Hansen.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
- Jeg er meget tilfreds med, at vi har fundet syv særdeles erfarne og kompetente personer, der skal stå i spidsen for Dansk Vækstkapital og dermed varetage opgaven med at omsætte den risikovillige kapital til reelle investeringer hos iværksættere og i små og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale.
- Jeg regner med, at bestyrelsen indenfor få måneder kan præsentere en investeringsstrategi, som gør det muligt at få gennemført de første investeringer.
- Det var en vigtig del af aftalen med ATP, LD og F&P med en professionel bestyrelse, som skal stå for det overordnede ledelsesmæssige ansvar for Dansk Vækstkapital og gennemførelsen af investeringsstrategien.
Formand Lars Nørby Johansen:
- Det er en stor fornøjelse at få mulighed for at medvirke til at sikre iværksættere samt små og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale bedre adgang til risikovillig ejer- og lånekapital, så de kan få finansieret deres vækstinitiativer. Det vil være til gavn for væksten og beskæftigelsen i Danmark.
- Jeg er enig i, at det er vigtigt at få pengene ud og virke i virksomhederne hurtig, idet efterspørgslen herefter er der. Samtidig skal vi sikre et fornuftigt markedsøkonomisk afkast af investeringerne.
De nye bestyrelsesmedlemmer er rekrutteret af headhunterfirmaet Russell Reynolds Associates ud fra en professionel profil, så de bedst muligt matcher de krav, som stilles til opgaven.
Parterne indgik, 13. januar 2011, aftalen om at stille 5 mia. kr. til rådighed som risikovillig kapital for iværksættere og små og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale. Aftalen indebar etableringen af det nye investeringsselskab, Dansk Vækstkapital.
Regeringen har endvidere med finansloven for 2011 etableret tre låne- og kautionsordninger i regi af Vækstfonden, som målrettes iværksættere og små virksomheder med vækstpotentiale.
Pensionsaftalen vil sammen med initiativerne i finansloven 2011 bidrage betydeligt til at skabe flere vækstvirksomheder, og samtidig sikre pensionskasserne et fornuftigt afkast af investeringerne. Samlet sigtes der mod at styrke markedet for risikovillig egen- og lånekapital med op til 10 mia. kr.
Relevant information
http://www.oem.dk
Firma
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 15
40 18 43 46
http://www.oem.dk