17/05-11
-
Pressemeddelelse
Brian Mikkelsen: S, SF's økonomiske plan hænger ikke sammen
S og SF har i dag fremlagt deres økonomiske plan "Fair løsning 2020". I den forbindelse udtaler økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
"Det er ikke ansvarlig økonomisk politik at øge de offentlige udgifter så massivt, som S og SF lægger op til.
Regeringens krisepolitik virker. Ledigheden har stabiliseret sig på et meget lavere niveau, end nogen af os havde turdet håbe på.
Nu skal vi have gang i holdbar privat vækst. Det vil være et helt forkert signal til de internationale finansmarkeder at øge gældsætningen i en periode, hvor alle lande kæmper for at nedbringe gælden.
S og SF skal skaffe 72 mia. kr. for at skabe balance i dansk økonomi i 2020. Alle de mange løfter skal finansieres.
Jeg har ikke set et troværdigt bud på, hvordan de vil kunne finde alle disse penge. Selv når man medregner forslag, der kun har midlertidig virkning som fx fremrykning af pensionsbeskatningen, mangler der et tocifret milliardbeløb i 2020.
Vi mangler stadig at få svar på, hvordan S-SF har tænkt sig at fremtrylle 15 mia. kr. gennem trepartsaftaler.
Vi er enige om, at øge uddannelsesniveauet, men det er ikke realistisk, at effekterne på de offentlige finanser er så store og ruller ind så hurtigt, som S og SF lægger til grund.
Vi er alle enige om at væksten skal øges. Jeg kan genkende mange af de erhvervspolitiske initiativer i S og SF's plan. Enten fordi regeringen allerede har søsat et tilsvarende initiativ eller fordi det er en del af vores opfølgning på Vækstforums anbefalinger. Det er dog også i denne sammenhæng vigtigt at huske at alle nye initiativer skal finansieres krone til krone.
Den store forøgelse af den offentlige sektor og skattestigningerne i S og SF's plan, presser konkurrenceevnen og væksten i den private sektor.
Større offentlig sektor og højere skat er ikke vejen til privat vækst. Det er en ren vækstdræber, at S og SF's øger skatterne med mange mia. kr. Og når arbejdskraften øges i den offentlige sektor, er den ikke til rådighed for de private virksomheder.
Regeringen har valgt at lave reformer for at kunne investere i vækst, uddannelse, forskning mv. S og SF bruger pengene nu i lønligt håb om, at de ruller ind senere."
Relevant information
http://www.oem.dk
Firma
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 15
40 18 43 46
http://www.oem.dk