09/06-11
-
Pressemeddelelse
Patent- og Varemærkestyrelsen vinder prestigefyldt pris
Danmark anerkendes for sin indsats i kampen mod piratkopiering.
Patent- og Varemærkestyrelsen har i dag modtaget international anerkendelse for sit arbejde med at bekæmpe piratkopiering og varemærkeforfalskning. Det sker ved den årlige uddeling af Global Anti-Counterfeiting Awards i Paris og på baggrund af en indstilling fra Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri (DACG). Prisen uddeles for trettende gang og gives til personer, virksomheder, organisationer samt myndigheder, som har udmærket sig i forbindelse med bekæmpelsen af piratkopiering.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
Når Patent- og Varemærkestyrelsen i dag har fået prisen, viser det, at vi i Danmark er på rette spor med at bekæmpe piratkopiering. Piratkopiering og varemærkeforfalskning har alvorlige konsekvenser i form af mistede indtægter for virksomhederne og samfundet, tabte arbejdspladser, mindre incitament til innovation og sundheds- og sikkerhedsmæssige farer for forbrugerne. Derfor har regeringen løbende styrket indsatsen. Vi har eksempelvis hævet strafferammerne fra halvandet til seks års fængsel og etableret www.stoppiraterne.dk, som indeholder vejledning om piratkopiering til både forbrugere, virksomheder og myndigheder. Vi vil også fremover have fuld damp på bekæmpelsen af piratkopiering.
I Danmark koordineres indsatsen mod piratkopiering i Ministeriernes Netværk om Piratkopiering, hvor Patent- og Varemærkestyrelsen er sekretariat. Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri (DACG) har et godt samarbejde med de danske myndigheder, herunder Patent- og Varemærkestyrelsen, og har derfor indstillet styrelsen til den internationale pris.
Hanne Weywardt, Bestyrelsesmedlem i DACG og partner i MAQS Law Firm:
Hvor det tidligere mest var luksus-varer, der blev udsat for piratkopiering og varemærkeforfalskning, sker det nu i stigende grad også for hverdagsprodukter som f.eks. legetøj, medicin, deodoranter, tandpasta, vaskemiddel, elektriske produkter, fødevarer og drikkevarer. Danmark er helt i front i den internationale kamp mod piratkopiering. Det skyldes ikke mindst indsatsen fra Patent- og Varemærkestyrelsen, og det er derfor fuldt fortjent, at de i år får tildelt den prestigefyldte pris.
Piratkopiering er i dag en kriminel industri i voldsom vækst. OECD har estimeret, at værdien af piratkopierede produkter kan have udgjort op til 250 milliarder $ i 2007 og at andelen af piratkopierede produkter udgør knap 2 % af verdenshandlen, samt at andelen er stigende. Estimaterne omfatter endda kun fysiske produkter, som er handlet internationalt. Piratkopiering understøtter også organiseret kriminalitet.
Relevant information
http://www.oem.dk
Firma
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 15
40 18 43 46
http://www.oem.dk