09/06-11
-
Pressemeddelelse
Markedsføring af Vestdanmark ligger lige til højrebenet
UEFA U-21 EM i fodbold er et kæmpe internationalt udstillingsvindue for Vestdanmark, og med støtte fra Fonden til Markedsføring af Danmark tiltrækkes endnu flere turister og pressefolk - Som minister for den danske markedsføringsindsats er økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen, begejstret - Hold også øje med U-21 kokkedysten!
Aarhus, Herning, Viborg og Ålborg omdannes netop nu til fanzoner med aktiviteter og promovering af regionernes styrkepositioner. Der skal således arbejdes hårdt, når flere tusinde internationale tilskuere og over 500 internationale pressefolk kommer til Jylland fra 11. juni til 25. juni.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
Det handler ikke kun om fodbold, når det internationale spotlight rettes mod os. Det bliver spændende at følge både turneringen og markedsføringen af, at vi turde tænke os ud af boksen og vise vores styrker frem, når der afholdes internationale begivenheder i Danmark.
Brian Mikkelsen mener bl.a., at man også skal lægge mærke til det offentlig-private gastronomi-konsortium Food. De bidrager nemlig til at opbygge Danmarks nye status som gourmetdestination ved at give turister og pressefolk en oplevelse i selskab med ny nordisk madkultur. Det sker ved at afholde U-21 kokkedyste, som viser Region Midtjylland frem som leverandør af kvalitetsfødevarer og gastronomioplevelser i verdensklasse.
DBU arrangerer Europas største fodboldbegivenhed i 2011
Turneringsdirektør i DBU, Christian Bordinggaard, er glad for at kunne markedsføre Danmark og de fire jyske værtsbyer som en del af europamesterskaberne.
Direktør Christian Bordinggaard:
Vi vil vise, hvad vi formår på fodboldbanerne og i de fire værtsbyer, hvor vi forsøger at skabe en folkefest i 14 dage; både for byernes borgere, men også vores gæster fra resten af verden.
I takt med at de internationale journalister og fotografer kommer til Danmark vil de blive informeret om forskellige initiativer, som værtsbyerne arrangerer. Det spænder fra guidede ture, til turistmål, til sociale arrangementer og motionsfodbold. På den måde kan vi vise den internationale presse, hvad Danmark også står for.
Der er enorm konkurrence for at skaffe bevågenhed om events, og vi vidste, at det ville blive en udfordring at markedsføre turneringen i udlandet. Med hjælp fra Fonden til Markedsføring af Danmark har vi bl.a. fået mulighed for at tænke utraditionelt med en viral kampagne, som i den grad hitter på YouTube med mere end 430.000 views på en uge.
Se den virale kampagnevideo The Football Feeling på YouTube
http://www.youtube.com/watch?v=bOoTeXTRQJA
Læs mere om UEFA U-21 EM
http://www.u21denmark2011.com/
Læs mere om Fonden til Markedsføring af Danmark
http://www.mfonden.dk/
Relevant information
http://www.oem.dk
Firma
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 15
40 18 43 46
http://www.oem.dk