29/06-11
-
Pressemeddelelse
Regeringen styrker vækstvilkårene på sundheds- og velfærdsområdet
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder er klar med 23 initiativer, der styrker vækstvilkårene for danske sundheds- og velfærdsvirksomheder.
Blandt andet forbedres rammerne for den kliniske forskning, og der etableres et offentlig-privat markedsførings-konsortium, der skal øge kendskabet til danske styrker på området til gavn for dansk eksport og tiltrækning af udenlandske investeringer og kompetencer til Danmark.
Brian Mikkelsen:
Sundheds- og velfærdsområdet er ét af Danmarks største eksportområder med en samlet eksport på mere end 70 mia. kr. Det er samtidig et område, hvor der vil være stærk vækst de kommende år. Derfor styrker vi nu de erhvervsmæssige muligheder på sundheds- og velfærdsområdet. Blandt andet etableres et nyt Partnerskab for sygehus- og sundhedsinnovation, der skal bidrage til, at moderne danske sundhedsløsninger finder vej til markedet. Udspillet er blevet til i et godt og konstruktivt samarbejde med virksomheder, organisationer og eksperter inden for sundheds- og velfærdsområdet. Og jeg er meget optimistisk med hensyn til vækstpotentialerne, for det er en sektor med mange stærke kompetencer og aktiviteter, der kan gøre en forskel.
Bertel Haarder:
Med de forestående sygehusinvesteringer på 41,4 mia. kr. har vi en unik mulighed for at sætte gang i udviklingen af nye sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger. Det tager vi nu hånd om med vækstudspillets 23 initiativer, der blandt andet styrker rammevilkårene for virksomheder og forskere med mere fleksible regler for innovationssamarbejde på sygehusene, en fælles indgang for anmeldelse af lægemiddelforsøg, hurtigere godkendelse af kliniske forsøg og one-stop-shops for forskerstøtte. Målsætningen er, at fremtidens sundhedsvæsen kan blive et laboratorium, hvor offentlige og private i fællesskab udvikler nye løsninger til gavn for patienter og erhvervsliv.
Eksporten af danske sundheds- og velfærdsløsninger er steget markant det seneste årti og udgør en stigende andel af den samlede danske eksport. For at fastholde denne positive tendens har Brian Mikkelsen og Bertel Harder afviklet tre dialogmøder i foråret 2011 med en række erhvervsfolk, organisationer og vidensinstitutioner for at drøfte muligheder og udfordringer for styrket vækst i danske sundheds- og velfærdsvirksomheder.
På baggrund af møderne lanceres i dag et vækstudspil med 23 initiativer, der styrker vækstvilkårene for danske sundheds- og velfærdsvirksomheder. Blandt andet etableres:
- One-stop-shops for forskerstøtte.
- Nye muligheder for anvendelse af offentlige sundhedsdata.
- Nyt Partnerskab for sygehus- og sundhedsinnovation i samarbejde med regionerne.
- Nyt offentlig-privat velfærdskonsortium, der skal øge kendskabet til Danmarks styrker og kompetencer.
Relevant information
http://www.oem.dk
Firma
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 15
40 18 43 46
http://www.oem.dk