Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
18/07-11   -   Pressemeddelelse

Nye internationale regler til nedbringelse af skibes CO2 udslip vedtaget

FN's søfartsorganisation (IMO) har nu vedtaget regler om reduktion af nye skibes udledning af CO2.
Vedtagelsen af det såkaldte energieffektivitetsindeks (EEDI), som oprindeligt blev foreslået af Danmark, er en milepæl i forhold til den internationale indsats for at nedbringe skibes udslip af CO2.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen udtaler i anledning af vedtagelsen:

Vedtagelsen i dag af de nye regler er et tydeligt bevis på, at FN's søfartsorganisation, IMO, kan levere, når det gælder krav til nedbringelsen af international skibsfarts CO2 udledninger. Det er med stor tilfredshed, at vi nu får ambitiøse regler, så skibe i fremtiden skal bygges til at være op til 30 % mere energieffektive, end det er tilfældet er i dag

Klima- og energiminister Lykke Friis udtaler ligeledes:
Det er positivt, at FN's søfartsorganisation, IMO, i dag har vedtaget regler, der øger nye skibes energieffektivitet, og dermed bidrager med betydelige CO2 reduktioner. Hermed giver skibsfarten et første bidrag til at løse den globale klimaudfordring.

Danmark arbejder også i IMO for vedtagelsen af nye regler, der skal omfatte CO2 udledningen fra eksisterende skibe. Danmark har sammen med en række andre lande foreslået, at der ved køb af skibsbrændstof skal gives et bidrag, som blandt andet skal anvendes til at reducere skibsfartens CO2 udledninger ved finansiering af klimatiltag i udviklingslandene.

Klima- og energiminister Lykke Friis understreger, at det er afgørende, at CO2 udledningen fra eksisterende skibe også reduceres:

International skibsfart står for knap 3 % af den samlede CO2 udledning hvert år. Derfor er det ikke nok blot at vente på nye, mere energieffektive skibe. Vi arbejder fra dansk side for, at IMO kan levere ambitiøse tiltag til at reducere CO2 udledningen for eksisterende skibe. Ligeledes arbejder vi i regi af FNs klimakonvention for, at der fastsættes et bindende, globalt reduktionsmål for sektoren.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen udtaler:

Selv om vi er godt på vej, så er arbejdet for at sikre, at skibsfarten reducerer sine CO2 udledninger ikke færdiggjort. Fra dansk side vil vi i IMO fortsat arbejde aktivt for regler, der kan medvirke til at reducere udslippet af CO2 også fra de eksisterende skibe. Derigennem kan der skabes finansiering til CO2-reduktioner, bedre klimateknologi og tilpasning til klimaændringerne i ulandene.
Baggrund

IMO er FN's søfartsorganisation med 169 medlemslande.

De nye regler om energieffektivitet vil medføre, at der sættes ambitiøse krav til nye lastskibe energieffektivitet. Reglerne omfatter foreløbig de typer af lastskibe, der udleder hovedparten af skibsfartens CO2. I perioden fra 2013 - 2025 skal skibene bygges mere energieffektive og således reducere udledningerne trinvis med henholdsvis 0, 10, 20 og 30 % i forhold til gennemsnittet af de eksisterende skibe af samme type.

Reglerne bliver en del af Anneks VI om luftforurening i den internationale konvention om beskyttelse af havmiljøet (MARPOL).

Vedtagelsen af de nye regler, skete på baggrund af en fælles anmodning til IMO's generalsekretær fra Danmark samt Australien, Belgien, Canada, Japan, Liberia, Norge, Storbritannien og Tyskland. Vedtagelsen fandt sted efter en afstemning blandt de medlemslande, der har ratificeret MARPOL's Anneks VI.

Relevant information

http://www.oem.dk


Pressekontakt


Firma

Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K, Danmark

  33 92 31 15
  40 18 43 46

http://www.oem.dk

Modtag nyheder fra Økonomi- og Erhvervsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater