23/11-10
-
Pressemeddelelse
Øresunds IKT i humanitær udvikling
Moderne teknologi i humanitære operationer og udviklingsarbejde kan være med til at forbedre menneskers levevilkår og afhjælpe krisesituationer i den tredje verden. Øresund IT repræsenterer i et nyt initiativ den stærke IKT-klynge i Øresundsregionen.
IKT spiller i dag en afgørende rolle i udviklings- såvel som krisesituationer. En vanskelig periode er fx umiddelbart lige efter en katastrofe, hvor forbindelsen til området skal skabes og overblikket over katastrofens omgang dannes. Med hjælp fra moderne teknologi vil det kunne ske hurtigere og mere effektivt. Det blev diskuteret ved en workshop arrangeret af Øresund Logistics, som samlede forskere, praktikere og konsulenter fra humanitære og teknologiske organisationer til idéudveksling på området.
- Det virker helt naturligt for os, der til daglig arbejder med IKT i Øresundsregionen, at udviklingen af et nyt innovationsfokuseret humanitært projekt inddrager denne region for at finde løsninger på eksisterende problemer, siger Camilla Christensen, projektkoordinator hos Øresund IT på projektet BrandIT. Hun forklarer;
- Vi har utroligt mange anvendelsesorienterede IKT-kompetencer her i Øresundsregionen, og derfor er Øresund IT selvfølgelig glade for at kunne repræsentere de kompetencer, projekter og produkter og være med i diskussionerne om, hvad de humanitære organisationer og projekter reelt har behov for på det teknologiske område, og hvordan industrien kan bidrage. Derefter kan vi konkret gå i dialog med vores netværk i et forsøg på at forbedre processerne.
Den nystartede virksomhed ViewWorld, som også deltog på workshoppen i november, er ikke i tvivl om, at teknologien har stor betydning for udviklingen i verdens fattigste lande. Virksomheden har netop lanceret et nyt produkt, der skal gøre det lettere at indsamle og præsentere data via en applikation til mobiltelefoner, som fx kan anvendes til humanitære formål.
- Det er virkelig interessant at mødes og brain-storme om et så spændende emne - det er et meget vigtigt, at der kommer nye idéer i spil, da effektiv kommunikation er en af de store udfordringer i katastrofesituationer såvel som i mere langsigtede udviklingsprojekter, siger Rune Bech Persson, projektleder i ViewWorld.
Øresund Logistics arbejder på at etablere en platform for humanitær viden og innovation. Platformen skal fremme samarbejdet mellem de aktører i Øresundsregionen, som arbejder med katastrofer, nødhjælp og udviklingsarbejde. Formålet er, at aktørerne kan dele viden og erfaringer både fra felten og forskning for at opnå bedre løsninger og arbejdsmetoder.
Relevant information
http://www.oresund.org/it