Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
16/06-11   -   Pressemeddelelse

Rovfuglene yngler på Øresundsbron

Vandrefalken yngler på Øresundsbron for første gang. Et forældrepar har udruget to unger i en falkehylde, der blev hængt op på en bropille i 2003.

To fugleunger klædt i hvide dun er en mindre sensation. Det er nemlig første gang, den sjældne og truede vandrefalk yngler på Øresundsbron, nærmere betegnet på en af de falkehylder, som Øresundsbron monterede på udvalgte bropiller i 2003.

- Vi ser det som en blåstempling af vores bestræbelser på at integrere natur- og miljøhensyn i det daglige arbejde. Vandrefalken vender ofte tilbage til samme rede år efter år, så vi håber at opleve den som beboer på Øresundsbron fremover, siger Hans Ohrt, miljørådgiver hos Øresundsbron.

Tre store og lodne fugleunger sidder samtidig og strækker hals i deres rede på Peberholm, tæt ved jernbanen og servicevejen. De kalder på deres mor, rørhøgen, som snart kommer med mad. Rørhøgen yngler på Peberholm, og det er første gang, denne rovfugl er lykkedes med at udruge unger på den menneskeskabte ø.

- Det er fantastisk, at en stor rovfugl som rørhøgen yngler på Peberholm, og vi passer på ikke at forstyrre den unødigt. At en rovfugl yngler på øen viser, at naturen derude er ved at modnes med større buske og træer og med en forsyning af byttedyr, forklarer Hans Ohrt.

Store dele af Peberholm er udlagt som naturbeskyttelsesområde. Øen fungerer som en slags biologisk og zoologisk laboratorium, hvor forskere kan følge, hvordan naturen uden menneskers indblanding vokser fra en bunke sand og sten til en enestående sammensætning af planter og dyr.

- De større buske, som er vokset op, betyder, at der er færre måger og terner end tidligere. Deres udsyn er simpelthen hæmmet. Til gengæld er nye arter kommet til, for eksempel tornsanger, landsvale, gul vipstjert og toppet skallesluger, fortæller Hans Ohrt.

Siden opførelsen af Øresundsbron har forskere løbende registreret plante- og dyrelivet på Peberholm. Hvert år er nye arter kommet til, og øen med de specielle levevilkår huser en række arter, som er sjældne i resten af Sjælland og Skåne.

Fakta
Ungerne af det første par ynglende vandrefalke på Øresundsbron blev ringmærket i sidste uge under ledelse af Kenneth Bengtsson fra Skånes Ornitologiska Förening. Falkehylderne blev monteret i 2003 under hans anvisninger.

Hensynet til ynglefuglene vejer tungt. Billederne af rørhøgens unger er taget af Patrik Olofsson. Han er ikke bare fotograf, men også fugleekspert, og han ved præcis hvad han kan tillade sig uden at forstyrre fuglene for meget. Billederne af vandrefalken er taget af Lennart Emanuelsson, teknikansvarlig ved Øresundsbron.

Relevant information

http://www.oresundsbron.com


Pressekontakt


Firma

Øresundsbro Konsortiet
Vester Søgade 10
1601 København V, Danmark

  33 41 61 97
  +46 (0) 70 676 09 76

http://www.oresundsbron.com

Modtag nyheder fra Øresundsbro Konsortiet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire