21/07-10
-
Pressemeddelelse
Elpriserne dykker
Det er ikke kun aktiekurserne, som tager nogle store svingture i sommervarmen.
"Priserne på den fællesnordiske elbørs Nord Pool er i løbet af sommeren kommet under pres og således er en 2011-standardkontrakt nu faldet med 15 % siden midten af juni. Dermed er det på det seneste blevet væsentligt billigere, hvis man ønsker at sikre sig en fast elpris for f.eks. hele år 2011" oplyser Casper Kjøller fra el-selskabet Østkraft. Andre fastpriskontrakter såsom 4. kvartal 2010 og år 2012-2014 er ligeledes faldet i pris.
Østkrafts vurdering er, at prisfaldet primært skyldes, at der er kommet mere vand i vandmagasinerne i Norge og Sverige. Når der kommer mere vand, kan der produceres mere billig el på vandkraftværkerne og det trykker prisen ned. Derudover har usikkerheden på finansmarkederne fået råvarepriserne til at dykke, hvilket igen påvirker priserne på elkontrakterne.
Bed om et tilbud
Erhvervskunder har benyttet sig af at låse elprisen fast i årevis, mens antallet af privatkunder, som låser elprisen fast, er relativt lille. Der er heller ikke altid stor prisforskel på fastprisaftaler og den variable pris de fleste husstande afregnes efter. Men rådet fra Østkraft lyder alligevel på, at man også som privatkunder kan kontakte sit elselskab og få et tilbud på en fastprisaftale. "På baggrund af det aktuelle prisfald laver vi en del fastprisaftaler for tiden med kunder i hele landet" siger Casper Kjøller.
Fælles nordisk elbørs
Når elselskaber indgår fastprisaftale med deres kunder, prissikrer de selv kontrakterne på elbørsen. Man kan kalde det for en slags genforsikring, således at risikoen for elskaberne reduceres. Handlen med elkontrakter foregår imellem elselskaber på den fælles nordiske elbørs Nord Pool i Oslo. Selvom Nord Pool er en engros-børs, er det muligt for alle at følge den daglige prisudvikling på elbørsens hjemmeside www.nordpool.no
Relevant information
http://www.oestkraft.dk
Firma
Østkraft Forsyning A/S
Skansevej 2
3700 Rønne,
Danmark
56 930 930
40 45 11 30